Minister stopper statens rekruttering af sæsonarbejdere
Virksomheder skal være bedre til at ansætte ledige danskere i stedet for udlændinge, mener regeringen.
Staten skal ikke hjælpe udenlandske sæsonarbejdere til Danmark, mener regeringen, der derfor lukker den statslige rekrutteringshjemmeside seasonalwork.dk, hvor virksomheder hidtil har kunnet søge efter arbejdskraft fra udlandet.
Det oplyser den nye beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) til Berlingske.
- Det giver jo ikke mening, at vi aktivt bistår med at hente arbejdskraft ind, som vi selv råder over. Jeg vil ikke forbyde virksomhederne at ansætte udlændinge, men vi har altså nogle ledige, som gerne vil i arbejde.
- Med den nye beskæftigelsesreform sikrer vi, at de bliver bedre opkvalificeret, og at jobcentrene sætter fokus på at matche dem med virksomhederne. På den måde skal vi undgå, at virksomhederne ansætter udlændinge i en tid med ledige danskere, siger han til avisen.
Dansk Industris (DI) direktør, Karsten Dybvad, udtrykte tidligere på året ønske om, at regeringen skulle lempe adgangen til Danmark for faglærte uden for EU.
Derfor er lukningen af seasonalwork.dk ikke vand på DI's mølle.
- Vi har stigende problemer med at finde dygtige faglærte. Virksomhederne tager et samfundsansvar og giver selvfølgelig deres bidrag til erhvervsskolereformen. Den er bare ikke nok til at opfylde behovet for kvalificerede medarbejdere, siger underdirektør i DI Steen Nielsen.
Henrik Dam Kristensen understreger, at regeringen fortsat ønsker at hjælpe de danske virksomheder med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, men han mener ikke, at der er brug for flere udenlandske faglærte i Danmark.
Enhedslisten erklærer sig meget tilfreds med beskæftigelsesministerens beslutning, fordi det ifølge partiet er en dårlig idé at hente udlændinge til landet, der kan være med til at presse lønnen ned.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned