Minister: Udsatte skal have bedre sundhedstilbud end rige
Sygehusene skal ikke behandle alle patienter ens. Svage eller ufaglærte patienter skal have bedre tilbud end raske og rige patienter med samme sygdom.
Det siger sundhedsminister Astrid Krag (SF), som snart fremlægger sit udspil om at bekæmpe social ulighed.
- Der er ulighed i sundhedsvæsnet mellem ufaglærte og akademikere. Hvilken effekt, man får af behandlingen, beror på, om man er buschauffør eller ingeniør. Det skal vi blive langt bedre til at løse end i dag, siger Astrid Krag til Ritzau.
Hun påpeger, at socialsygeplejersker allerede opsøger narkomaner og hjemløse. Astrid Krag har bedt et lighedsnetværk med to sygehuse og flere kommuner tjekke, hvordan man gør op med social ulighed på sygehusenes afdelinger og i den kommunale pleje.
Sundhedsministeren erkender, at meget af uligheden skyldes, at ufaglærte ryger og drikker mere end højtuddannede. Men der er mere at hente end at give de ufaglærte kurser i rygestop eller afvænning af alkohol, mener hun.
- I kræftpakker er der større sandsynlighed for, at de med lange uddannelser er i live fem år efter kræft end kortuddannede. De har været igennem præcis samme forløb.
- Frem for at behandle alle lige, som vi skal i vort sundhedsvæsen - hvor fri og lige adgang er helt afgørende - skal vi stoppe med at behandle alle ens, siger hun.
Astrid Krag frygter ikke en modreaktion fra de rige og veluddannede patienter på offentlige sygehuse, efter regeringen fjernede skattefradraget for private sundhedsforsikringer.
- Pointen er, at vi skal have en lige behandling. Vi er ikke ens. Vi har forskellige ressourcer til at følge et behandlingsforløb og samtalen med lægen. Så skal vi også behandles forskelligt for at få et lige resultat, siger Astrid Krag.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker