Minister: Uforsvarligt ikke at aflytte danske ekstremister
Forsvarets Efterretningstjeneste får mere magt end NSA, men det gør Danmark sikrere, mener forsvarsminister.
Danskere i udlandet skal med den nye antiterrorpakke kunne overvåges og aflyttes uden en forudgående retskendelse.
Dermed får Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) videre beføjelser end tjenestens amerikanske kolleger i NSA og GCHQ i Storbritannien, skriver Politiken.
Men det er helt efter bogen ifølge forsvarsminister Nicolai Wammen (S), fordi terrortruslen mod Danmark gør det uforsvarligt at lade være med at tage dette skridt.
- Danmark står med en meget alvorlig trussel, der skal håndteres i forhold til at følge de danskere, som rejser ud for at deltage i ekstremistiske aktiviteter i udlandet. De kan udgøre en alvorlig trussel, ikke bare når de rejser ud, men også når de vender hjem til Danmark. Der kan være tale om forhærdede krigere, trænede og parate til at udføre terror mod Danmark, skriver han i en mail til Ritzau og fortsætter:
- Regeringen mener derfor ikke, at vi kan forsvare ikke at kunne følge danskere, som rejser ud for at deltage i ekstremistiske aktiviteter i udlandet. Danmarks efterretningstjenester skal kunne følge målrettet med, når eksempelvis danske udenlandske krigere udøver eller træner terror med ISIL (Islamisk Stat, red.) i Syrien.
At FE får flere muligheder end andre efterretningstjenester bliver konkluderet i en analyse af den juridiske tænketank Justitia og lektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet.
- Både de regler, der gælder for NSA og GCHQ's overvågning af egne statsborgere i udlandet, må siges at indeholde bedre retssikkerhedsgarantier end FE-forslaget, står der i analysen.
Forslaget er et led i regeringens indsats for at dæmme op for truslen imod Danmarks sikkerhed.
Siden det blev lanceret som en del af den 970 millioner kroner dyre terrorpakke sidste torsdag, har FE-forslaget mødt skarp kritik for at undergrave retsstaten.
Men det afviser Nicolai Wammen:
- Med dette tiltag får vi mulighed for på et tidligere tidspunkt i processen end i dag at gå ind og få oplysninger, der kan være med til at sikre Danmark mod potentielle terrorangreb. Det er en ordning, der passer til Danmark og de alvorlige trusler, vi står overfor, og som kan sikre vores land bedst muligt.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie