Det bliver ikke noget problem for regeringen at skaffe flertal for de forskellige pakker, man har fremlagt i forlængelse med 2020-planen.
Sådan lyder vurderingen fra økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), efter at Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen har valgt at forlade forhandlingerne.
Socialdemokraterne har nemlig meldt ud, at de er positive over for regeringens tryghedspakke og for grænseaftalen, og dermed er flertallet hjemme, mener Brian Mikkelsen:
- Et flertal er et flertal, og Socialdemokraterne må jo holde fast i, at de støtter flere grænsetoldere, og at de støtter tryghedspakken. Jeg vil gerne se dem stemme imod de pakker i salen, efter de har sagt, de støtter dem, siger Brian Mikkelsen.
Regeringen har i forvejen flertal med Dansk Folkeparti og De Radikale om den helt centrale aftale - den såkaldte tilbagetrækningsreform - som betyder forringelse af efterlønnen og en fremrykning af en højere folkepensionsalder.
Nu fortsætter forhandlingerne om en sundhedspakke og en vækstpakke. Heller ikke her vil regeringen få problemer med at finde et flertal, siger Brian Mikkelsen.
- Det er gode ting, vi gør. Vi forbedrer kræftindsatsen, vi forbedre indsatsen i udkantsområder. Det får vi flertal for. Og vækstpakken vil sparke gang i erhvervslivet. Det får vi også flertal for i løbet af få dage, siger Brian Mikkelsen.
Han vil ikke bekræfte, at regeringen allerede forhandler med løsgængeren Pia Christmas-Møller.
- Nu har vi nogle sonderinger, og jeg har en dialog i gang med forskellige parter, siger Brian Mikkelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned