Minister: Vi har penge til skoleplan

Når regeringen senere på året kommer med sin store plan til at forbedre den danske folkeskole, så er pengene helt på plads.

Det siger undervisningsminister Tina Nedergaard (V), efter SF har beskyldt regeringen for "en gratis omgang" med Lars Løkkes oplæg til en længere skoledag for de mindste elever i folkeskolen.

- Jeg kan slå fast, at når vi fremlægger vores udspil på folkeskoleområdet, så vil det være fuldstændig finansieret, siger Tina Nedergaard.

Hun bakker op om statsministerens tanker om en skoledag, hvor tiden i skolen og skolefritidsordningen i højere grad smelter sammen.

- Men hver eneste gang, jeg hører noget fra SF, så skal vi bare bruge nogle flere penge i stedet for at forholde sig til, at regeringen kommer med nogle indholdsudspil til at gøre en af verdens dyreste folkeskoler til også at være blandt de bedste, siger Tina Nedergaard og tilføjer:

- SF må også begynde at tage et ansvar på at udvikle vores uddannelser.

SF's folkeskoleordfører, Pernille Vigsø Bagge, har henvist til, at partiet sammen med Socialdemokraterne i udspillet Fair Forandring har afsat to milliarder til folkeskolen.

Men det giver undervisningsministeren ikke meget for.

- Det står fuldstændig klart i dag, at Fair Forandring ikke hænger sammen. Det er jo i bedste fald fugle på taget og i værste fald et forsøg på at føre befolkningen bag lyset. De penge er ikke anvist, siger Tina Nedergaard.

/ritzau/

I stedet for hele tiden at tale om penge burde SF i stedet være optaget af at få verdens bedste folkeskole, siger Tina Nedergaard, der snart lancerer reform.

Offentliggjort Sidst opdateret