Minister vil blive klogere på bedre vejgreb før eventuelle ændringer

Nogle lastbiler havde det svært i sneen tidligere på måneden. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Transportminister Thomas Danielsen har igangsat en vejgrebsanalyse, som Færdselsstyrelsen står i spidsen for.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens transportminister Thomas Danielsen (V) holder fast i, at det ikke giver mening med lovgivning i forhold til dækvalg til et bestemt type vejr, så skal der nu ses nærmere på området generelt.

Færdselsstyrelsen skal sammen med relevante aktører på området analysere, hvordan både lette og tunge køretøjer får bedre greb på vejene.

Det siger Thomas Danielsen, efter at der tidligere på måneden var udfordringer rundtomkring i landet med store mængder sne, som blandt andet førte til, at lastbiler skøjtede rundt på vejene og skabte trafikpropper.

Målet med analysen er, at den skal danne grundlag for eventuelle lovændringer på området eller nye retningslinjer.

- Vi har lovgivning om, hvor meget mønster man skal have på dæk og meget andet, og derudover er der anbefalinger. Men når det kommer til vinterdæk, som har været udfordret i denne tid, så er der ikke nødvendigvis enslydende anbefalinger fra folk med indsigt i det område, siger Thomas Danielsen.

Gruppen af eksperter skal skele til Danmarks nabolandes erfaringer på området, siger ministeren.

I Tyskland er det eksempelvis lovpligtigt at have vinterdæk eller helårsdæk på bilen, når der er vinterføre på vejen.

I Danmark er der lovkrav til mønsterdybden på dækket. Nemlig på minimum 1,6 millimeter.

Men FDM, som varetager bilisternes interesser, mener, at et dæk kun bør slides ned til tre millimeter mønsterdybde. Desuden mener FDM, at der bør være lovkrav om vinterdæk.

DTL Danske Vognmænd, der er en brancheorganisation for transporterhvervet, mener til gengæld ikke, at der skal være lovkrav om vinterdæk. Man ønsker i stedet bedre snerydning.

Der er ikke lovkrav om, at lastbiler skal have vinterdæk på i Danmark, og mange af dem har helårsdæk.

Der skal også kigges på, om snekæder på dæk kan være en løsning, lyder det fra ministeren.

Men Thomas Danielsen holder altså fast i, at lovgivning om vinterdæk ikke giver mening.

- Vi skal ikke lave hovsa-lovgivning ud fra en snestorm. En sådan ekstrem vejrhændelse, hvor det begynder med regn, men går over i isslag og enorme mængder sne, det vil jeg ikke lovgive ud fra, siger han med henvisning til vejret tidligere på måneden.

Færdselsstyrelsen skrev i slutningen af sidste år, at vinterdæk kan give op mod 30 procent længere bremselængde for personbiler, der ikke kører i snevejr, men på tør eller våd vej, i forhold til almindelige dæk.

Ifølge Færdselsstyrelsen gælder samme mekanisme, når det kommer til tungere trafik som lastbiler og busser.

Hos FDM mener man, at anbefalingerne bygger på en gammel test. Ifølge FDM er gode vinterdæk og de nyeste typer af helårsdæk gode til at bremse på tør og våd vej. Og de giver ikke ringere trafiksikkerhed.

Det er den slags uenigheder, ministeren nu vil blive klogere på. Hvornår analysen skal være færdig, er der ikke sat deadline på, siger han.

/ritzau/