Minister vil finkæmme taxametersystemet

Der har ved flere lejligheder været særdeles meget blæst omkring den taxameterordning, der sikrer de videregående uddannelser økonomiske bonusser, når unge består eksamenerne.

Og nu vil videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) gå systemet efter i sømmene.

- Jeg indrømmer gerne, at den nuværende ordning på ingen måde er perfekt, men der har heller ikke været de overbevisende alternativer på bordet.

- Derfor vil jeg nu have en grundig evaluering af systemet, så vi kan kortlægge, hvordan vi kan forbedre systemet, siger hun.

Den nye arbejdsgruppe bag evalueringen skal blandt andet se på, om taxametersystemet kan indrettes, så det i højere grad medvirker til at understøtte regeringens vækstdagsorden.

- Opgaven er at få et taxametersystem, der befordrer den vækst, der er brug for i samfundet.

- Og vi har brug for flere iværksættere. Hvis Danmarks vækst skal fremmes, skal flere unge have den tankegang, at de skal ud at skabe job i stedet for bare at have et job, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Taxameterordningen blev især kritiseret, da flere undervisere på landets universiteter gav udtryk for, at de af deres ledelser følte sig presset til at lade uegnede unge bestå eksamener.

Men Charlotte Sahl-Madsen mener fortsat, at uddannelsessteder, der får sluset det største antal gennem studierne, skal belønnes mest.

- Det er klogt at holde fast i, at universiteterne får penge efter, hvor mange der uddannes, men vi skal have skabt et bedre match mellem de kandidater, vi uddanner, og det behov der er, siger hun.

Den nye arbejdsgruppe er intern, men vil ifølge videnskabsministeren i høj grad involvere eksterne parter bestående af både universiteterne, faglige organisationer, studerende og erhvervslivet.

Desuden vil der i løbet af et par uger blive oprettet en temaside på Videnskabsministeriets hjemmeside, hvor alle kan komme med bud på løsninger og forbedringer til det nuværende system.

/ritzau/

Ny arbejdsgruppe skal kortlægge, om der findes alternativer til det nuværende, ofte udskældte taxametersystem.

Offentliggjort Sidst opdateret