Minister vil gøre Danmark mere demensvenligt med ny plan
Ældresagen, Alzheimerforeningen, faglige organisationer og kommuner skal hjælpe med at lave handlingsplanen.
Et stigende antal ældre danskere udvikler demens med årene, og sygdommen griber om sig i en grad, så sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) nu stiller sig i spidsen for at formulere en ny national handlingsplan for demens.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Demens er en stille tragedie for alle de mennesker, som bliver berørt af den, og det helt overordnede formål med en handlingsplan er at gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund, siger ministeren til avisen.
Løhde vil inddrage blandt andet Ældresagen, Alzheimerforeningen, de faglige organisationer og kommunerne i formuleringen af handlingsplanen.
Planen skal indeholde bud på, både hvordan demente bedst passes, hvordan plejeboliger indrettes efter deres behov, hvordan pårørende inddrages - og aflastes - og hvilke kompetencer personalet omkring den demente skal udstyres med.
Arbejdet med planen går i gang mandag.
Den seneste demensplan udløb i 2014, mens efterfølgeren er tiltænkt en løbetid frem til 2025.
På forhånd spiller regeringen ud med et ønske om at hægte et trecifret millionbeløb i halen på handlingsplan.
Pengene skal komme fra satspuljen og række i perioden 2015-2018.
I Alzheimerforeningen understreger direktør Nis Peter Nissen vigtigheden af at inddrage demente og ikke mindst deres pårørende.
- Bindende nationale retningslinjer for demensindsatsen er afgørende for den fremtidige indsats, så vi ikke oplever 98 kommuner med hver sin model. Derudover skal indsatsen gå på tværs, så de dementes sundhed også kommer i fokus. I dag lever mange demente med fysiske sygdomme, som ikke i tilstrækkelig grad opdages og behandles, siger han til Jyllands-Posten.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde