Minister vil have kommuner til at droppe kritiserede forældretest
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) holdt fredag i sidste uge møde med den grønlandske minister for børn og unge, Aqqualuaq B. Egede, for at drøfte kritiserede forældretest. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Efter kritik af forældretest i sager om anbringelse af grønlandske børn sender minister nu brev til kommuner.
Kommunerne bør overveje at droppe de kritiserede forældretest i sager om anbringelse af grønlandske børn.
Sådan lyder budskabet for social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), efter at flere eksperter og røster i Grønland har kritiseret testen.
- Som social- og boligminister vil jeg opfordre til, at kommunerne i sager med familier med grønlandsk baggrund konkret overvejer at stoppe brugen af de kritiserede test, skriver ministeren i et svar til Ritzau.
De omstridte forældretest, der danner grundlag for, om et barn eksempelvis skal anbringes uden for hjemmet, er blevet stærkt kritiseret.
Kritikken går på, at testen ikke er tilpasset grønlandsk sprog og kultur, og at der derfor kan ske anbringelser på et fejlagtigt grundlag.
Institut for Menneskerettigheder sendte i sommer brev til landets fem største kommuner med en opfordring om at skrotte testen.
Københavns Kommune og Esbjerg Kommune oplyste efterfølgende, at de har droppet den udskældte test.
Social- og boligministeren holdt fredag i sidste uge møde med den grønlandske minister for børn og unge, Aqqualuaq B. Egede, hvor sagen blev drøftet.
Ministeren understreger, at det er op til kommunerne at "tilrettelægge den konkrete sagsbehandling i børnesager".
Opfordringen fra ministeren til kommunerne går på at finde en anden måde at afklare forældrenes kompetencer på, "så de (kommunerne, red.) oplyser sagen på en måde, der tager højde for familiens samlede situation, herunder deres grønlandske sproglige og kulturelle baggrund".
- Det er helt afgørende, at der ikke bruges test, der ikke tager behørigt højde for dette, og anvendelsen af test i sådanne tilfælde bør efter min opfattelse stoppe, skriver ministeren.
Regeringen afsatte sidste år i den såkaldte SSA-reserve (tidligere kendt som satspuljen, red.) en pose penge til udvikling af nye test.
Social- og Boligministeriet oplyser, at der er igangsat en forundersøgelse, der skal afdække mulighederne for at oversætte og kulturtilpasse psykologiske test eller lignende test til grønlandsk.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker