Minister vil ryste posen: Alt er i spil for bedre kollektiv transport
Transportminister Thomas Danielsen (V) vil have et ekspertudvalg til at tænke ud af boksen for at finde løsninger for den kollektive trafik. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere busruter er ikke løsningen på problemet med at komme rundt i landet, siger transportminister.
Delecykler, samkørsel eller elløbehjul kan måske være noget af det, der kan blive taget i brug, hvis det skal være muligt at komme rundt i hele landet - også de steder, hvor der er langt mellem husene.
Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) på dagen, hvor regeringen er klar med rammerne for et ekspertudvalg, der skal finde nye løsninger for den kollektive transport.
- Den overvejende udfordring, når vi taler transport ude i landet, er, at man griber til flere busser. Og det er desværre ofte busser, som kører tomme rundt, siger ministeren.
- Vi er nødt til er at ryste posen og få nogle nye input til at tænke mobilitet. Busser kommer også i fremtiden til at spille en vigtig rolle, men der skal tænkes bredere.
Regeringen vil gerne have idéer til løsninger, der er skræddersyet til de behov, der er i de forskellige dele af landet. Det gælder både landdistrikter og byer.
Udvalget skal desuden kortlægge borgernes transportbehov og afdække mulige modeller for en ny takststruktur.
Nedsættelsen af ekspertudvalget er en del af regeringsgrundlaget, som SVM-regeringen præsenterede i december sidste år.
Her skriver regeringen, at det er vigtigt med en veludviklet infrastruktur, så borgere kan bo, arbejde og uddanne sig i alle dele af landet.
- Det vigtige er, at vi ikke tænker kollektiv transport som det samme i hele landet. Vi har både øer, landdistrikter, byer og storbyer, siger Thomas Danielsen.
- Og især i de helt små øsamfund er der grænser for, hvad man kan tilbyde af kollektiv transport. Og derfor bliver vi nødt til at tænke helt ud af boksen.
Ekspertudvalget vil bestå af en formand og otte medlemmer med bred faglig indsigt i lokal, kollektiv mobilitet, transport- og samfundsøkonomiske forhold og strategisk planlægning.
Det er forventningen, at udvalget kan blive præsenteret i løbet af maj.
Udvalgets arbejde skal afsluttes ved udgangen af 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde