Minister vil sætte universiteterne fri

Det skal være slut med politisk kontrol af universiteterne. Efter en lille uge som medlem af den nye regering, gør den nye uddannelsesminister, Morten Østergaard, det klart, at han vil gøre op med den detailstyring, som den borgerlige regering stod for.

- Det nye, bærende princip bliver, at vi vil give meget mere selvregulering og mindre kontrol. Til gengæld får de en håndfast forpligtelse på at levere resultater, siger han i interview med Information.

Østergaard er ikke i tvivl om, at universiteterne vil levere bedre resultater, hvis de ikke bliver reguleret fra politikerne på Christiansborg, og står det til ministeren, skal ansvaret for de studerende tilbage til universiteterne.

- Tankegangen er, at vi skal ansvarliggøre dem, der rent faktisk har nogle muligheder for at gøre noget, og til gengæld fritage dem for at skulle sidde og producere papir til hylden. Det er den filosofi, vi gerne vil følge til dørs, siger han.

Ministeren lover, at han er klar til at ændre lovgivningen:

- Der kan sagtens være lovmæssige barrierer, som vi skal fjerne, for at nogle af uddannelsesstederne kan gøre det, som de selv mener, er det mest effektive.

Østergaards ambition bliver hilst velkommen af Stefan Hermann, der er rektor for Professionshøjskolen Metropol i København.

- Inden for de seneste år har der været for meget ukoordineret styring af uddannelserne, og man har både forsøgt at styre, hvordan processerne skulle forløbe, hvad indholdet skulle være, og hvad udkommet skulle blive, siger Hermann.

- Det har især gjort sig gældende på professionsskolerne og til dels også på universiteterne, siger han.

Hermann vurderer, at der er blevet skabt en indviklet form for finansiering, hvor uddannelserne hele tiden skal søge om penge.

- Det har været en måde at styre på, og det er så endt i et bøvlet system, hvor man hele tiden skal dokumentere det, man laver, for at kunne søge om penge. Hvis Morten Østergaard vil lave en forenkling af det, hilser jeg det meget velkommen, siger han.

/ritzau/

Den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, vil give universiteter mere selvbestemmelse.

Offentliggjort Sidst opdateret