Minister vil samle tilsyn med omstridte fiskefarme hos staten
Miljøminister Lea Wermelin (S) vil samle miljøtilsynet med landets 19 havbrug hos Miljøstyrelsen. Som det er nu, er tilsynet spredt ud over flere myndigheder, blandt andre kommunerne. (Arkivfoto). Foto: Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix
Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix
Flere havbrug har rod i tilladelserne, og nu vil miljøminister stramme op og samle tilsyn i Miljøstyrelsen.
Miljøminister Lea Wermelin (S) vil samle tilsynet med omstridte havbrug hos Miljøstyrelsen.
Som det er nu, er der flere myndigheder om at varetage kontrollen med de havbaserede fiskefarme.
- I dag er tilsynet med de 19 havbrug spredt ud på otte forskellige myndigheder. Det er ikke en holdbar løsning, siger Lea Wermelin i en pressemeddelelse.
Sidste år slog Kammeradvokaten fast, at de fleste danske havbrugs tilladelser er enten ugyldige eller mangelfulde.
Det fik Miljøstyrelsen til at iværksætte en undersøgelse.
Efter en gennemgang af de første syv havbrug konkluderede styrelsen, at seks af dem ikke har de fornødne placeringstilladelser på plads.
Det får ministeren til at bebude en samlet handlingsplan for området.
- Jeg ønsker, at vi nu får ryddet op på det her område, siger Lea Wermelin.
Ud over at samle miljøtilsynet med havbrugene vil Lea Wermelin også sikre tydeligere retningslinjer for brugene.
Det har vist sig, at der ikke er præcise krav til, hvordan havbrugene indberetter eksempelvis kvælstofindhold i foder.
Det gør det vanskeligt at lave præcise beregninger af det enkelte havbrugs virkning på havmiljøet.
- Det er i alles interesse - også havbrugenes - at det fremover står helt klart, hvilke miljømæssige krav man skal leve op til, og hvordan havbrugene dokumenterer det, siger miljøministeren.
Lea Wermelin har tidligere meldt ud, at hun ikke ønsker flere og større havbrug i Danmark.
Hedensted Kommune har miljøtilsynet med fem havbrug og er den kommune i landet med flest havbrug.
Borgmester Kasper Glyngø (S) kalder det "en god idé" at samle miljøtilsynet med havbrugene i Miljøstyrelsen.
- Det er mildest talt et område, hvor der hersker forvirring. Det trænger til, at vi får lavet et effektivt tilsyn, vi kan stole på.
Spørgsmål: Kommer der mere styr på området ved at placere tilsynet i Miljøstyrelsen?
- Det vil jeg da håbe. Det kræver nogle muskler, så man kan få de oplysninger tilvejebragt, som det kræver at føre tilsynet.
- Jeg har en stærk formodning om, at hvis man arbejder seriøst med det, så kan man få et bedre tilsyn, siger Kasper Glyngø.
Lea Wermelin vil tirsdag drøfte en handlingsplan for området med Folketingets partier.
De 19 havbrug producerede ifølge Danmarks Statistik cirka 14.000 ton fisk i 2018.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde