Minister vil skærpe kødkontrol
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ser gerne en ændring af den fødevarekontrol, der eksisterer i dag. Et nyt system skal være med til at afsløre kødsvindlere, der for eksempel ompakker gammelt kød eller giver falske oplysninger om fedtprocenter.
- Det, vi godt vil have nu, er en mellemting mellem rutinebesøg og det, at det skal over til rejseholdet i form af, at vi får etableret nogle teams på tre-fire personer, der så kan gå i dybden med, hvordan forholdene i virksomheden er, om der er overensstemmelse mellem det, der står i papirerne, og det, man faktisk kan konstatere i butikken, siger ministeren.
Partierne bag fødevareforliget fra 2007 mødes torsdag for at forhandle om en ny indsats mod kødsvindel.
- Der er måske nogle slagterafdelinger i supermarkederne, som jeg synes, er blevet lidt tilgodeset i det system, vi har i dag, og derfor vil jeg foreslå, at de kommer til at indgå fremover på en anden måde, så de simpelt hen får større bøder end det, de er udsat for i dag, siger Eva Kjer Hansen. Hun peger på, at størrelsen på bøderne kan være en fordobling i forhold til det niveau, de ligger på i dag.
Fødevareordfører Bjarne Laustsen (S) ser også gerne, at bøderne bliver større, men før man kan give bøderne, skal man afsløre svindlerne. Det kræver flere ressourcer, siger han.
- Det drejer sig om at have et system, der matcher dem, der snyder. Det skal vi have, og det har vi ikke i dag, og det beklager jeg dybt. Derfor skal vi finde nogle flere ressourcer, siger Bjarne Laustsen.
Forhandlingerne fortsætter torsdag eftermiddag.
/ritzau/
Fødevareministeren vil både indføre højere bødetakster og mere kontrol med kødsvindel. Men det kræver flere ressourcer at afsløre svindlerne, lyder det fra S.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned