Minister vil stoppe det offentliges ulige konkurrence
En række virksomheder oplever, at det offentlige breder sig ind på deres forretningsområder, melder DI.
Når private psykologer tilbyder rådgivning om skilsmisse, hvorfor skal det offentlige så komme med et tilbud?
Og hvorfor skal kommunen tilbyde at pudse vinduer, når det er et erhverv, som private firmaer snildt kan udføre?
Det er spørgsmål som disse, Dansk Industri vil rejse fredag. Her skal organisationen mødes med Sophie Løhde (V), der er minister for offentlig innovation
- Den offentlige sektor bevæger sig ind på flere og flere aktivitetsområder, hvor den private sektor allerede har virksomheder, der yder service, siger Tine Roed, der er direktør i DI.
Dansk Industri mener, at kommunerne i nogle tilfælde tilbyder deres service til en lavere pris, end den reelt koster. For eksempel hvis de undlader at medregne udgifter til medarbejdernes kontorarbejdsplads.
- Det er afgørende, at vi får sat hegnspæle op for, hvilke aktiviteter den offentlige sektor skal udøve for skatteborgernes penge, siger Tine Roed.
- Og det er selvfølgelig helt afgørende, at man ikke udkonkurrerer private virksomheder for skattepenge, de selv har betalt.
Problemet med det, erhvervslivet opfatter som opgavetyveri, er stigende, mener DI. Det er i hvert fald det, organisationen hører fra sine medlemmer.
Og Sophie Løhde understreger i en pressemeddelelse, at hun tager advarslen om konkurrence på ulige vilkår meget alvorligt.
- Det skal der selvfølgelig sættes en stopper for, varsler hun.
På mødet fredag deltager en lang række erhvervsorganisationer. Også Kommunernes Landsforening og Danske Regioner kommer.
Fra regeringen kommer erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA). Og som nævnt Sophie Løhde.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde