Minister vil stoppe faldet i det danske forsvarsbudget
Nato-chefen efterlyser, at medlemslandene bruger flere penge på deres forsvar som lovet for to år siden.
Faldet i det danske forsvarsbudget skal stoppe i det næste flerårige forlig om den fremtidige indretning af det danske forsvar.
Det siger forsvarsminister Peter Christensen (V), der tirsdag er til Nato-møde i Bruxelles.
- Vi skal tage et medansvar. Trusselsbilledet har ændret sig til det værre, og det er vi også nødt til at tage bestik af i Danmark, siger Peter Christensen.
Han siger, at i det nuværende forsvarsforlig, der løber frem til 2018, falder budgettet.
- Det mener jeg ikke, vi kan fortsætte med i det næste forlig, siger Peter Christensen.
- Det er også det, vi lægger op til med beslutningen om nye kampfly, at vi ikke skærer yderligere i forsvarsbudgettet, siger han.
Regeringen har dog endnu ikke lagt sig fast på den økonomiske ramme i det nye forsvarsforlig, som ministeren vil indlede forhandlinger om næste år.
- Vi har tradition for at forhandle forlig på plads for fem år ad gangen, så det er selvfølgelig en stor beslutning, siger Peter Christensen.
I øjeblikket udgør det danske forsvarsbudget under 1,2 procent af bruttonationalproduktet. Men Natos mål er to procent af bruttonationalproduktet.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at Nato-landene på topmødet i Wales for to år siden lovede at stoppe nedskæringerne af deres forsvarsbudgetter.
Tværtimod skal landene begynde at øge budgetterne og bevæge sig op imod to procent af bruttonationalproduktet over de kommende ti år.
- Vi har stadig lang vej igen. Men det første år efter at vi afgav det løfte, har vi gjort fremskridt, siger Jens Stoltenberg.
Han siger, at forsvarsbudgetterne mange steder i Europa og i Canada er steget en smule i 2015, og den tendens fortsætter i 2016.
- Så efter mange år med konstante nedskæringer, er vi nu tilbage på rette spor, siger Jens Stoltenberg.
Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, har på Nato-mødet i klare vendinger efterlyst, at de europæiske Nato-lande bruger flere penge på deres forsvar.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde