Fremover skal der være færre såkaldte sorte mobilhuller på danmarkskortet, hvor det er umuligt - eller svært - at bruge mobiltelefonen.
Selv om videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ikke vil være med til at forpligte udbyderne af mobiltelefoni til en 100 procents dækning af Danmark, så vil hun have udbygningen forbedret.
- Blandt andet vil Videnskabsministeriet stille krav til selskaberne i forbindelse med tildeling af mobiltilladelser, således at der sikres bedre dækning med mobilt bredbånd til de områder af Danmark, hvor der er ringe eller manglende dækning, siger Charlotte Sahl-Madsen.
Ifølge videnskabsministeren er mobilselskaberne i dag godt nok kun forpligtet til at dække 95 procent af udendørsområdet. Men faktisk dækker de 99,9 procent af befolkningen - og netop de sidste brøkdele vil blive meget dyre.
Charlotte Sahl-Madsens løfte kommer, inden Folketinget tirsdag behandler et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at pålægge hende netop at sikre en 100 procents mobildækning.
Enhedslistens it- og teleordfører, Per Clausen, kalder den nuværende situation for "helt uacceptabelt".
- Konsekvenserne kan i yderste tilfælde koste menneskeliv, fordi man ikke kan komme i forbindelse med en ambulance eller når hjemmesygeplejen ikke kan komme i kontakt med læger og hospitaler, siger Per Clausen og tilføjer:
- Men også erhvervslivet rammes af den manglende mulighed for kommunikation.
Senest har Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune i et fælles brev til videnskabsministeren opfordret hende til at få lukket de sidste af de sorte huller, som blandt andet befinder sig i Midt- og Vestjylland.
- Den markedsbaserede udrulning er for længst standset i de tyndt befolkede områder, fordi der ikke er fortjeneste at hente der, skriver regionsformand Bent Hansen (S) og den vestjyske borgmester Iver Enevoldsen (V).
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker