Minister vil undersøge om menighedsråd skal på uddannelse
Kirkeminister Morten Dahlin (V) vil rydde op i bureaukratiet i menighedsrådsarbejdet. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Det skal være lettere at være menighedsrådsmedlem, mener minister. Men medlemmer skal måske tage uddannelse.
Kirkeminister Morten Dahlin (V) sætter gang i et nyt projekt, hvor det - blandt andet - skal undersøges, om medlemmer af menighedsråd i Danmark skal sendes på obligatorisk uddannelse for at klæde dem på til arbejdet.
Det oplyser Kirkeministeriet i en pressemeddelelse. Projektet bærer titlen "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet", og det første opstartsmøde finder sted mandag.
En række repræsentanter for folkekirken skal komme med forslag på en række områder, der i sidste ende kan blive til lovændringer, herunder altså om medlemmer skal uddanne sig.
Der skal også ses på, om der skal udbetales tabt arbejdsfortjeneste, i fald at medlemmerne skal bruge tid på uddannelse.
Selv om uddannelse vil være en ekstra tilføjelse til virket som menighedsrådsmedlem, er hele meningen med projektet at skabe mindre bureaukrati og gøre det lettere at sidde i menighedsrådet, fortæller ministeren i pressemeddelelsen.
Her siger han, at medlemmerne påtager sig et stort ansvar for det lokale kirkeliv, og at det bør anerkendes:
- Men Danmarks omkring 12.000 menighedsrådsmedlemmer er også frivillige ildsjæle med både arbejde og gøremål ved siden af opgaven som menighedsrådsmedlemmer. Og de møder for meget bureaukrati i dag.
- Derfor mener jeg, at vi skylder at lave et grundigt arbejde for at finde steder, hvor vi kan gøre det lettere for de mange, der vælger at bruge deres fritid på arbejdet i folkekirken, siger han i pressemeddelelsen.
Der skal også kigges på loven om menighedsråd og menighedsrådenes struktur, samt om hvorvidt medieomtale har en effekt på arbejdet i menighedsrådene.
Det kommer blandt andet til at være biskopperne, Landsforeningen af Menighedsråd og Den Danske Præsteforening, der skal komme med forslag i projektet.
Forslagene skal ligge klar i januar 2025.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned