Minister vil vide om politiet må beslaglægge WhatsApp-profiler
Nutidens kriminelle kommunikerer ofte på krypterede beskedtjenester som for eksempel WhatsApp. Tjenesternes end-to-end-kryptering gør det nemlig sværere for politiet at følge med i, hvad parterne taler om. (Arkivfoto). Foto: Silas Stein/Ritzau Scanpix
Udvalg skal undersøge, om man kan give politiet flere værktøjer til at efterforske digitale spor.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil have opklaret, om politiet må overtage konti på krypterede sociale medier og beskedtjenester med henblik på for eksempel at efterforske en mistænkt eller opklare en forbrydelse.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
It-ferme kriminelle har i de seneste år gjort brug af moderne teknologi til at sløre deres spor, og det har besværliggjort efterforskningsarbejdet for politiet.
Ministeren siger, at det er "helt afgørende, at politiet får de nødvendige redskaber til at efterforske og opklare kriminalitet".
- De kriminelle skal vide, at myndighederne ånder dem i nakken og følger med den digitale udvikling, så de ikke kan gemme deres forbrydelser bag ny teknologi, siger Peter Hummelgaard.
Ministeren har bedt Strafferetsplejeudvalget om at se på, om man kan udvide politiets beføjelser i sager, hvor informationen gemmer sig bag for eksempel kryptering.
Udvalget består af en række nøglepersoner inden for strafferetspleje.
De er udpeget af blandt andre Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten og Rigspolitiet.
- Jeg er glad for, at en række af landets mest kompetente kræfter nu vil vurdere, om loven giver politiet de nødvendige beføjelser til at ransage, aflytte og beslaglægge, når efterforskningen foregår digitalt og på nye kommunikationsplatforme, siger Peter Hummelgaard.
Beføjelserne kan blandt andet være såkaldte tvangsindgreb.
Tvangsindgreb kan blandt andet være aflytninger af internetbaserede, krypterede kommunikationstjenester, overtagelse af online konti på sociale medier og adgang til andres computere.
Strafferetsplejeudvalget tager hul på arbejdet i løbet af 2024 og vil slutteligt udarbejde et lovudkast, der indeholder udvalgets anbefalinger.
Justitsministeriet oplyser dog ikke, hvornår arbejdet forventes afsluttet.
Langt de fleste moderne beskedtjenester som Messenger, Beskeder på iPhone og WhatsApp benytter end-to-end-kryptering.
Det betyder, at beskeden på afsenderens enhed bliver låst med en særlig nøgle, som modtageren af beskeden også har.
Beskedtjenesterne leverer beskederne mellem telefonerne, men de har ikke nøglen til at åbne beskederne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned