Forsvaret har foreløbig ikke fundet nogle politiske bomber i de mange tusinde hemmelige dokumenter om krigen i Afghanistan, som er offentliggjort på internetsiden WikiLeaks.
Forsvarskommandoen gik i juli i gang med undersøgelsen, efter at der i medierne var blevet identificeret oplysninger om de danske soldater i de omkring 92.000 hemmeligstemplede dokumenter, der er blevet lagt frem på internetsiden.
- Det er på baggrund af den foreløbige gennemgang af dokumenter, der er lækket på WikiLeaks, konstateret, at der, for så vidt angår dokumenter, der er direkte relateret til Danmark eller danske styrkers indsættelse i Afghanistan, altovervejende er tale om kortfattede og typisk umiddelbare rapporteringer vedrørende enhedernes opgaveløsning og herunder forløb af kamphandlinger samt tab i forbindelse hermed, oplyser forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) i en række svar til Folketingets forsvarsudvalg.
Gitte Lillelund Bech oplyser samtidig, at "danske enheder har ikke været involveret i aktioner, der er udført af Task Force 373".
Oplysningen om den såkaldte Task Force 373 er netop én af dem, som er blevet offentliggjort af WikiLeaks.
Den hemmelige styrke har adskillige gange været på opgave for at tilfangetage udpegede Taliban og al-Qaeda-mål.
Men i andre tilfælde har specialenheden simpelthen dræbt de udpegede personer uden at forsøge at tage dem til fange.
Målene for de tophemmelige operationer er alle ledende figurer i Taliban eller al-Qaeda.
De står alle opremset på en mere end 2000 personer lang "dræb eller fang"-liste, som i daglig tale kaldes Jpel - Joint prioritised effects list.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker