Ministerie advarer om muligt lovbrud i ny dagpengelov
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Regeringen vil tage retten til barsels- og sygedagpenge fra flere, men det er måske forskelsbehandling.
Der er "risiko" for, at domstolene dømmer staten for konventionsbrud på baggrund af et nyt opholdskrav.
Sådan lyder konklusionen fra regeringens egne jurister, der to gange i lovteksten fremhæver "tvivl" og "risiko" for konventionsbrud.
Det skriver Politiken torsdag.
Med kravet, som regeringen og DF vil indføre, vil flere syge danskere og barselsgående mødre og fædre miste den dagpengeret, som de selv har opsparet.
Ved at fratage syge personer og unge forældre deres ret til dagpenge risikerer man at forskelsbehandle disse grupper, skriver avisen.
Det kan være i strid med menneskerettighedskonventionen.
- Der er derfor en risiko for, at domstolene i en konkret sag vil anse forskelsbehandlingen af disse grupper for at være i strid med artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i 1. tillægsprotokol i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver ministeriet blandt andet ifølge Politiken.
Loven er en udløber af regeringens skatteaftale med DF og bidrager med 50 millioner kroner om året.
Det såkaldte opholdskrav, som indføres med loven, betyder, at danske statsborgere ikke skal have ret til dagpenge, hvis de ikke har boet i Danmark eller et andet EU-land i syv ud af de seneste otte år.
Mandag skrev Politiken, at 1400 personer, der i dag ville få sygedagpenge eller barselsdagpenge, vil blive ramt hen over de kommende fem år.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at det er værd at løbe risikoen.
- Nu har vi jo lagt det åbent frem, at der er en procesrisiko. Vi mener, at det er god politik at lave optjeningsprincipper i forhold til dagpenge, selv om der kan være forskellige juridiske tolkninger. Justitsministeriet er nået frem til, at det sandsynligvis er lovligt, siger han til Politiken.
I Dansk Folkeparti, som ellers står bag aftalen sammen med regeringen, er beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted skeptisk.
- Hvis der kan være problemer med dem på sygedagpenge, så er det selvfølgelig noget, vi skal tage op i beskæftigelsesudvalget og tage en snak med ministeren om, siger han til Politiken.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned