Ministerier stiller sjældent krav om lærepladser
Ved alle store statslige ordrer hos private virksomheder skal virksomheden have en praktikant eller lærling ansat.
Sådan lød intentionen ifølge Avisen Kommunen, da regeringen og Enhedslisten som en del af finanslovaftalen for 2013 blev enige om at lave et regelsæt for statens udbud.
Ifølge udbud.dk udbød staten sidste år 579 opgaver inden for tjenesteydelser, bygge- og anlægsopgaver. Men kun få har indeholdt klausuler om lærepladser, viser en aktindsigt i ministeriernes indberetninger, som Avisen Kommunen har foretaget.
I alt har ministerierne vurderet, at kun 108 udbud var store nok til at være omfattet af kravet om uddannelsesklausuler. Men man kan slippe, hvis man kan begrunde fravalget, og derfor har der kun været brugt uddannelsesklausuler ved 57 udbud.
Tallene skuffer Erhvervsskoleelevernes Organisation (EEO).
- Det er bare ikke godt nok. Mere er der ikke at sige til det, siger formand Morten Ryom til avisen.
Enhedslistens har hele tiden ment, at lovgivningen var for lempelig. Især er det utilfredsstillende, at man kan forklare sig væk fra ikke at bruge klausulerne, mener uddannelsesordfører Rosa Lund.
- Det er da underligt, når så mange udbud bliver vurderet relevante, at der så ikke i dem alle sammen er indsat uddannelsesklausuler, siger hun til avisen.
Hos Socialdemokraterne vil man gerne give ministerierne mere tid til at få styr på reglerne, før man konkluderer på resultaterne.
- Det er i hvert fald for tidligt at konkludere, at det ikke virker.
- Det er først trådt i kraft i 2013, og udbudsprocesser kan tage lang tid, så umiddelbart er det en god begyndelse, og så skal vi følge udviklingen nøje, siger erhvervsuddannelsesordfører Ane Halsboe-Jørgensen til Avisen Kommunen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker