Ministerier stopper støtte til Atlantsammenslutning efter regnskabsrod
Lars Bangert Struwe har stået i spidsen for Atlantsammenslutninge. Den lukker nu, efter at Udenrigs- og Forsvarsministeriet har trukket deres økonomiske støtte på lidt over en million kroner på grund af "mangelfuld finansiel forvaltning" i tænketanken. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Mangelfuld finansiel forvaltning er årsagen til, at ministerier indstiller støtten til tænketanken.
Siden 1950 har den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen bidraget til den offentlige debat om Vestens udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Men nu trækker Udenrigs- og Forsvarsministeriet deres økonomiske støtte på lidt over en million kroner, efter der har været "mangelfuld finansiel forvaltning" i tænketanken.
Det oplyser de to ministerier i en pressemeddelelse.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er ærgerlig over, at det er nødvendigt.
- Den folkeoplysende indsats, sammenslutningen har leveret, har ikke bare været enormt påskønnet -- den har også været nødvendig i den urolige og vanskelige udenrigspolitiske tid, vi lever i, udtaler han i pressemeddelelsen.
- Derfor er det også med stor ærgrelse, at vi nu må sætte samarbejdet i bero.
Atlantsammenslutningen har Lars Bangert Struwe i spidsen som generalsekretær.
Han har særligt efter Ruslands invasion af Ukraine gjort sig bemærket i den offentlige debat med analyser af krigen og dens udvikling.
Tænketanken har fået 790.000 kroner fra Udenrigsministeriet og 300.000 kroner fra Forsvarsministeriet årligt, hvilket nu indstilles.
Årsagen er, at de to ministerier ikke har modtaget organisationens regnskaber for 2022 og 2023.
Ligeledes har Udenrigsministeriet heller ikke fået den relevante dokumentation til brug for det skærpede tilsyn for perioden 2022 og 2023, skriver ministerierne.
Lars Bangert Struwe forklarer onsdag til Berlingske, at problemerne skyldes alvorlig sygdom.
Han har været ramt af kødædende bakterier.
- Jeg har ligget dødsenssyg, og imens jeg har det, har jeg ikke haft mulighed for at lave regnskabet for 2022 færdigt. Det ligger hos revisor lige nu, imens jeg sidder og laver 2023-regnskabet færdigt, siger han til avisen.
Lars Bangert Struwe er den eneste ansatte i tænketanken, der nu driftes for opsparede midler.
Bestyrelsen fortæller til Berlingske, at tænketanken nu skal drøfte, hvordan situationen skal håndteres.
Udenrigs- og Forsvarsministeriet understreger i deres pressemeddelelse, at det er en mulighed, at samarbejdet kan genoptages, hvis den finansielle forvaltning forbedres "væsentligt".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde