Ministerium fik skattesag mod Skats vilje

Efter afgørelsen af Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag bliver sagen låst inde i et stålskab, som skattedirektør i Skat København Lisbeth Rasmussen har nøglen til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fortæller Lisbeth Rasmussen til Skattesagskommissionen, som onsdag er i gang med ottende akt i den spegede sag.

Sagen bliver i stålskabet, men udleveres til Skatteministeriet i 2011 i forbindelse med Ombudsmandens behandling af sagen.

- Det ønskede vi ikke, men de ville have den, fortæller Lisbeth Rasmussen, der var chef for sagsbehandlerne på sagen.

I maj 2011 hører Lisbeth Rasmussen så rygter om, at dagbladet BT er i besiddelse af afgørelsen.

Hun beskriver sin opgave med at have ansvaret for nøglen således:

- Det er som om, at den nøgle er befængt med pest. Der er ingen, der vil have den.

Skattesagskommissionen har onsdag ved middagstid lukket dørene til den gamle retssal i Buddinge ved København.

Det sker på grund af en kontakt mellem nuværende finansminister Bjarne Corydon (S) og skattedirektør Lisbeth Rasmussen fra Skat København under valgkampen i 2011.

Dermed får offentligheden ikke at vide, hvad Bjarne Corydon, der var stabschef for Thorning, inden hun blev statsminister i efteråret 2011, sagde til skattedirektøren i sagen om Helle Thorning-Schmidts (S) ægtefælles skattepligt.

Kommissionen har valgt at lukke dørene, fordi man forventer, at nye personlige oplysninger om statsministerparret vil se dagens lys.

Finansministeren meddelte dog tirsdag, at han ikke har noget i mod, at tingene bliver lagt åbent frem.

I en mail til Ritzau skrev Bjarne Corydon således:

- Jeg respekterer i sagens natur til fulde Skattekommissionens arbejde, men jeg skal for en god ordens skyld understrege, at jeg personligt ikke har nogle indvendinger mod, at min rolle i sagen behandles for åbne døre af Skattekommissionen.

Det har tidligere været fremme i flere medier, at Bjarne Corydon henvendte sig til Skat København under valgkampen.

Ifølge Ekstra Bladet ville Corydon have Skat København til offentligt at dementere et rygte, som gik blandt journalister, men ikke var offentliggjort.

Corydon skrev i en mail til Ekstra Bladet, at han havde henvendt sig til Skat København på grund af et "ubekræftet og udokumenteret forlydende om sagen".

/ritzau/