Ministerium pressede forskere i miljøsag

Flere miljøeksperter retter nu en lammende kritik mod Miljøministeriet.

Helt uden fagligt belæg har ministeriet presset Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) til at rette ind, så vurderingen af skovenes tilstand, der skulle indrapporteres til EU, blev vendt fra "ringe" til "god", skriver Berlingske.dk

Sådan lyder det blandt andet fra miljøprofessor Peter Pagh og lektor i biologi Hans Henrik Bruun, der har læst uddrag af en mailkorrespondance mellem Danmarks Miljøundersøgelser og Miljøministeriet, som miljøorganisationen Nepenthes har fået aktindsigt i.

- Ministeriet har et problem, fordi de lægger pres på en forskningsinstitution for at få fremkaldt udsagn, som ministeriet synes er mere komfortable, siger Peter Pagh og påpeger, at presset er ekstra problematisk, fordi Danmarks Miljøundersøgelser lever af ordrer fra Miljøministeriet.

Hans Henrik Bruun er lige så hård i sin bedømmelse.

- Det er problematisk, at ministeriet lægger røgslør ud over en politisk vurdering og til Folketinget og offentligheden giver den udseende af en faglig vurdering. På den måde er ministeriet med til at vildlede Folketinget og offentligheden, siger han.

SF's miljøordfører, Ida Auken, kalder sagen for skandaløs.

Det var Connie Hedegaard (K), der var miljøminister i 2007. I dag er Troels Lund Poulsen (V) miljøminister. Han ønsker ikke at svare på, om hans ministerium har presset DMU til at ændre bedømmelse.

- Du kan citere mig for det, jeg siger: Det er den danske regering, der implementerer et EU-direktiv, og sådan er det, siger han til Berlingske.dk.

/ritzau/

Regeringen har presset fagfolk fra Danmarks Miljøundersøgelser i deres bedømmelse af skovenes tilstand. Ministeriet vildleder Folketinget, siger en ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret