Ministers mand drøftede omstridt artikel

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afslører nu, at en af hans embedsmænd drøftede en omstridt rundspørge i DSB's personaleblad med selskabets øverste ledelse.

Oplysningen kommer, efter at Hans Christian Schmidt er blevet beskyldt for at have stoppet rundspørgen, hvor flere af Folketingets trafikpolitiske ordførere kritiserede hans nye plan om at udsætte strækningen mellem København og Aalborg for konkurrence.

Selv om transportministeren tidligere har nægtet at have blandet sig, så oplyser han i en række svar til Folketingets Trafikudvalg, at der faktisk var en kontakt mellem ministeriet og DSB i anledning af, at rundspørgen var på vej i DSB's personaleblad.

Hans Christian Schmidt har nemlig spurgt sine embedsmænd, om "de har haft kommunikation eller lignende med DSB om dette emne".

- En af dem oplyser, at han har en erindring om en ordveksling med den daværende formand for bestyrelsen, Mogens Granborg, om det pågældende spørgsmål, skriver transportministeren kortfattet.

Politiken citerede i maj flere anonyme kilder for, at Hans Christian Schmidt fik fjernet det kontroversielle indhold fra medarbejdernes blad "DSB i dag".

Oppositionen har kritiseret transportministeren for - i givet fald - at overtræde det såkaldte armslængdeprincip, som foreskriver, at han ikke blander sig i den daglige ledelse af DSB.

Selskabet er en selvstændig offentlig virksomhed med egen direktion og bestyrelse.

Ifølge ekspert i ytringsfrihed og forvaltningsret Oluf Jørgensen bør personalebladet følge de almindelige offentlige principper om saglighed og lighed, da det netop er betalt af offentlige midler.

DSB's kommunikationsdirektør, Jakob Høyer, har ikke ønsket at "kommentere interne prioriteringer og overvejelser i DSB i dag".

/ritzau/

Transportminister beskyldes for at stoppe kritisk artikel i DSB-blad. Embedsmand drøftede sagen med DSB-top.

Offentliggjort Sidst opdateret