Ministre nærmer sig samme klimaspor

Omkring 40 miljøministre, som tilsammen repræsenterer rige og fattige lande, forsøgte søndag at nærme sig ét spor i kampen mod klimaændringerne.

Ministrene var indbudt af topmødeminister Connie Hedegaard til drøftelser i Udenrigsministeriet, der skal bane vej for en aftale på klimatopmødet i Bella Center, der efter planen skal slutte på fredag.

Den vanskelige øvelse består i at finde en model for begrænsningen af den globale CO2-udledning, som både industrilandene, der er med i Kyoto-aftalen, og USA og udviklingslandene, der står uden for Kyoto, kan tilslutte sig.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen stiler efter en politisk aftale på topmødet, fordi en juridisk bindende aftale efter hans opfattelse lige nu er uden for rækkevidde. Topmødedeltagerne skal derfor forsøge at give en ikkebindende aftale legitimitet.

Den britiske energiminister, Ed Miliband, sagde efter mødet, at atmosfæren havde været god, men at uoverensstemmelserne stadig ikke er løst.

- Alle erkender, hvor meget det, vi er i gang med, haster, men vi skal have mere fart på, sagde Miliband.

Industrilandene siger, at de store udviklingslande oplever en vækst i CO2-udledningen. Derfor bør de forpligte sig til at begrænse udslippet.

Men Kina og Indien modsætter sig kravene. De mener, at de har ret til den industriudvikling, som ilandene allerede har gennemgået.

Desuden forlanger fattigere ulande, at de får en betydelig klimabistand fra de rige til at tilpasse sig en mere klimavenlig produktion.

Med miljøministrenes møde tager politikerne over på topmødet, hvor embedsmændene stod for den første uge. Mødet kulminerer med en stribe stats- og regeringschefers deltagelse i de afsluttende forhandlinger torsdag og fredag.

/ritzau/

Connie Hedegaard forsøger at få et udsnit af miljøministre til at finde sammen om en platform, der inddrager alle lande i kampen mod klimaændringerne.

Offentliggjort Sidst opdateret