Møller vil have containerhavn ved broen

Af Jakob Poulsen og Margit Olsen


Den nærmere planlægning af den faste forbindelse over Femern Bælt står højt på Venstre-manden Flemming Møllers personlige dagsorden for det kommende folketingsår.

I dag tirsdag åbner Folketinget offcielt igen efter sommerferien. I den anledning har folketidende.dk og Radio Sydhavsøerne spurgt de lokale folketingsmedlemmer, hvad de ser som de største udfordringer for dem selv i det nye folketingsår.

Og for dyrlægen fra Midtlolland er den faste forbindelse og det, der ventes at følge med, altså noget af det vigtigste i de kommende måneder.
- Det er jo i år, at beslutningen om den faste forbindelse træder ind i en fase, hvor man skal til at planlægge rigtigt. Derfor er det utroligt vigtigt at få alt, hvad der har med det at gøre, på plads allerede inden nytår.
- Og der har jeg først og fremmest et ønske om at få etableret en international havn med containertrafik i forbindelse med den faste forbindelse. Også hvad angår jernbaneforbindelsen over broen, skal vi være meget oppe på mærkerne. For det er her, vi skal danne grundlaget for at få etableret en egentlig højhastighedsforbindelse, så vi hurtigere kan komme til og fra København og få løftet Lolland-Falster op som et omegns- og bosætningsområde for hovedstanden, mener Flemming Møller.

Derudover vil lolliken fortsat holde fokus på bestræbelserne på at få en lægehelikopter til Sydhavsøerne.
- Jeg vil prøve at se, om vi ikke kan kopiere den ordning, de har i Sønderjylland og Slesvig, hvor en helikopter via et såkaldt Interreg-projekt betjener både Sønderjylland samt Nord- og Sydslesvig. Hos os kan vi formentlig lave en ordning, hvor helikopteren både betjener Lolland-Falster og Øst-Holsten, for på Femern har de samme problemer som vi har med, at dækningen ikke er optimal, siger Flemming Møller.

Foto: Flemming Møller.

En international containerhavn og højhastighedstog i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen står højt på Flemming Møllers dagsorden i Folketinget.

Offentliggjort Sidst opdateret