Morten Østergaard ser historisk kløft mellem S og R
Morten Østergaard (R) siger til Politiken, at De Radikale kan blive nødsaget til at arbejde tættere sammen med Venstre og andre partier i blå blok, hvis ikke forholdet til Socialdemokratiet forbedres. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau ScanpixLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De Radikale vil arbejde mere sammen med Venstre, hvis forholdet til S ikke forbedres, siger Østergaard.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Det er gennem historien blevet til flere regeringssamarbejder og årtiers tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet og De Radikale.
Men sådan er det ikke længere. For i dag står de to partier længere fra hinanden, end de har gjort i årtier.
Det siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, til Politiken.
Han mener, at der den seneste tid er sket et "grundlæggende socialdemokratisk skift fra nogle fælles værdier".
Overordnet er den nuværende politiske retning i Danmark dog stadig den rigtige, siger Morten Østergaard.
Annonce
- Der er en politisk og ideologisk forskel, som er tydeligere nu, end den har været de seneste årtier, siger han til Politiken.
Til Ritzau uddyber han:
- Det er tydeligt, at De Radikale står mere uafhængige, end vi har gjort i mange år. Fordi der er politiske forskelle, som træder tydeligere frem.
- Tidligere var vi enige om at bekæmpe fattigdom som noget væsentligt. I dag har vi stadig et udestående i forhold til dem i det danske samfund, som får mindst.
- Tidligere har vi rakt ud efter det europæiske fællesskab sammen. Nu er Socialdemokratiet slået ind på en mindre EU-positiv kurs.
Heller ikke børn og klima prioriterer S-regeringen højt nok, mener Østergaard.
Socialdemokratiet og De Radikale sad senest i regering sammen fra 2011-2015.
De efterfølgende år blev der i politiske kredse talt om, at De Radikale nærmest havde fejet gulv med Socialdemokratiet og SF, som i en periode også sad i selv samme regering. Ikke mindst i spørgsmålet om den økonomiske politik.
Det trak spor helt frem til regeringsforhandlingerne i juni sidste år, hvor De Radikale, SF og Enhedslisten skulle agere støttepartier for en S-regering under ledelse af Mette Frederiksen.
I dag siger Morten Østergaard, at han ikke kun oplever problemer i forholdet politisk. Men at han også på et personligt plan oplever "nag" og "underskud" hos Socialdemokratiet rettet mod De Radikale.
Annonce
- Det afgørende er, at retningen er den rigtige. Oplever vi, at det går den forkerte vej, at vi vender ryggen til Europa, at vi svigter klimaet, eller at vi ikke vil investere i børn, så udfordrer det vores opbakning til regeringen, siger Østergaard til Ritzau.
De Radikale vil arbejde mere sammen med blå blok, hvis forholdet til S ikke forbedres, siger Østergaard.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker ikke at kommentere kritikken over for Politiken.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, siger til Politiken, at han ikke vil vurdere Morten Østergaards "udmåling af politiske afstande".
Politisk leder Morten Østergaard (R) mener, at forholdet mellem Socialdemokratiet og De Radikale er det værste, det har været i årtier. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau ScanpixIda Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland