Mulighed for lønkompensation forlænges til 7. februar
Butikker - som her på Strøget i København - har måttet holde lukket på grund af coronarestriktioner. Nu forlænges ordningen, hvor staten betaler del af hjemsendte ansattes løn. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lønkompensation forlænges, til skærpede restriktioner udløber. De gælder lige nu til og med 7. februar.
Også i den kommende tid bliver det muligt for nogle virksomheder at sende ansatte hjem med løn, hvor staten dækker en del af udgiften.
Ordningen for lønkompensation forlænges nu, så den gælder, indtil de skærpede restriktioner ophører.
Det er arbejdsmarkedets parter torsdag aften blevet enige om, oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
De skærpede restriktioner blev for få dage siden forlænget, så de nu gælder til og med 7. februar. De stod til at udløbe 17. januar.
Det skal være med til at sikre, at den mere smitsomme britiske coronavariant, B117, ikke spreder sig uhæmmet i samfundet.
Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er fungerende beskæftigelsesminister, mens Peter Hummelgaard (S) er på fædreorlov, glæder sig over forlængelsen.
- Vi skal have tryghed om folks arbejdspladser i denne her tid. Det gælder både om at holde hånden under virksomhederne og medarbejderne landet over, så de kan bevare deres job, selv når samfundet er lukket ned, siger hun.
Ordningen om lønkompensation blev vedtaget i foråret 2020 for at undgå fyringer efter den første nedlukning. Den er siden forlænget flere gange.
Den giver mulighed for at sende ansatte hjem med løn, hvor staten så dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.
Med den nye forlængelse får virksomhederne igen mulighed for at varsle én dags ferie eller afspadsering med løn om måneden, når den ansatte er hjemsendt på lønkompensation.
Har medarbejderen hverken ferie eller afspadsering, kan vedkommende blive sendt hjem i én dag uden løn om måneden.
Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen har både arbejdsgivere og arbejdstagere taget et stort ansvar under corona.
- Noget af det, der er bidraget med fra arbejdstagers side, er feriedage. Det viser en meget stor ansvarsfølelse og en stor vilje til at gå ind at bidrage i en svær tid, siger den fungerende minister.
Hvis restriktionerne - og lønkompensationen - forlænges, skal lønmodtagerne bidrage med én feriedag for de første 21 kalenderdage, den forlænges med.
Det kan dog maksimalt være fem dage, der skal bruges.
Når restriktionerne ophører, fortsætter lønkompensationsordningen endnu syv dage, så virksomheder, der har været helt i dvale - for eksempel dem, der arbejder med madvarer - kan komme i gang igen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker