Regeringens kommende forbud mod kamp- og muskelhunde kan blive fulgt op af et mundkurvspåbud, som politiet kan udstede til de bidske hunde. Ifølge justitsminister Brian Mikkelsen (K) afhænger det af, om eksperterne kan finde ud af, hvilke hunderacer og typer der falder ind under kategorien.
- Vi vil gerne komme mundkurv på alle kamphunde, når vi har fået defineret, hvad som er en kamphund, siger Brian Mikkelsen.
På et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg forsvarede justitsministeren torsdag sin langsommelighed i kampen mod de farlige hunde netop med henvisning til, at det er "gigant kompliceret". Her uddelte justitsministeren medbragte billeder af forskellige hunderacer og gadekryds og bad retsudvalgets medlemmer afgøre, hvem der var pitbullterrieren.
Selv om Brian Mikkelsen afventer, at det såkaldte hundeudvalg til december kommer med forslag til, hvordan et egentligt forbud kan strikkes sammen, så har han allerede nu foreslået en række ændringer af hundeloven, som kommer til at træde i kraft ved årsskiftet. Fremover skal hunde således føres i snor i byer og bymæssig bebyggelse, og snoren skal være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Hvis en hund skambider et uskyldigt menneske eller dyr, skal den aflives med det samme uden nærmere hundesagkyndig undersøgelse. Og endelig skal alle hunde mærkes og registreres i Dansk Hunderegister, når de er otte uger gamle og ikke - som i dag - først, når de er fire måneder gamle.
Et flertal uden om regeringen har længe krævet en strammere kurs mod muskel- og kamphundene og arbejder for øjeblikket på beslutningsforslag, som blandt andet netop vil pålægge justitsministeren at indføre et mundkurvspåbud, så ethvert tilfælde, hvor en hund skambider - som minimum - automatisk udløser et påbud om, at hunden skal i line og have mundkurv på.
- Dansk Folkeparti har forlængst mistet tålmodigheden med regeringen, siger partiets dyrevelfærdsordfører, Marlene Harpsøe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned