Múte B. Egede: Grønland er klar til øget samarbejde med USA
Formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, er klar til øget samarbejdet med USA, herunder inden for minedrift. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Grønlands regeringschef har blandt andet kig på minedrift som en mulig måde at samarbejde mere med USA på.
Grønland er klar til at øge samarbejdet med USA.
Det siger formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, mandag på et pressemøde i Nuuk.
- Vi har dørene åbne i forhold til minedrift. Sådan bliver det også i de kommende år. Vi er nødt til at handle med USA.
- Vi er begyndt at starte en dialog og søge muligheder for samarbejde med Trump, siger han ifølge det grønlandske medie KNR.
Grønland indeholder mineraler, hvis potentiale endnu ikke er blevet udfoldet, men det kan ske med en udvidet minedrift.
USA's kommende præsident, Donald Trump, har gjort voldsomme tilnærmelser til grønlænderne på det seneste.
Donald Trump, der allerede i 2019 under sin første præsidentperiode udtrykte et ønske om at købe Grønland, valgte i sidste uge at gå alvorligt i offensiven.
Den kommende præsident udtalte, at han ikke ville afvise at bruge militær tvang over for Grønland.
De udtalelser er siden blevet dæmpet noget ned af USA's kommende vicepræsident, J.D. Vance, hvilket beroliger den grønlandske regeringschef.
- Det er vigtigt, at der ikke kommer en militær konflikt. Det var bekymrende, da man hørte det første gang. Men vicepræsidenten udtalte i går, at man ikke har interesse i at bruge våben, siger Múte B. Egede ifølge KNR.
Han erkender, at Grønland har en central placering i Arktis, og at stormagter som USA, Rusland og Kina vil forsøge at få foden indenfor.
- Grønland går ikke helt fri for de spændinger, der er i verden. Og lige nu så står Grønland mellem to store, arktiske stornationer. Det kan vi se på som en trussel, men vi kan også se på det som en mulighed for bredere samarbejde.
- Et land, der har interesse i at udvikle sig, har også interesse i at samarbejde med andre lande, siger han ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde