Næsten 6.000 vælgere har allerede stemt

Interessen for at brevstemme har været betydeligt større end ved de seneste kommunalvalg. Billedet her er dog taget i forbindelse med valget til Folketinget og EU-Parlamentet i 2019, hvor der også var mange, der ville brevstemme. Foto: Anders Knudsen/arkivfoto

I begge lokale kommuner steg interessen for at brevstemme markant efter pressemøde i mandags.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Der bliver muligvis en smule mindre travlt på de lokale valgsteder ved morgendagens kommunal- og regionsrådsvalg, end der plejer at være. Antallet af brevstemmer ligger nemlig markant højere end tidligere år, viser opgørelser fra Lolland og Guldborgsund kommuner.

I Guldborgsund Kommune har 3.380 vælgere valgt at brevstemme denne gang. Ved sidste kommunalvalg i 2017 var det blot 2.032, og i både 2013 og 2009 var det endnu lavere - i 2009 var det et par tusinde lavere - 1.389.

I Lolland Kommune oplyser souschefen i Strategi & Politik, Henrik Madsen, at antallet af brevstemmer er steget med mere end 1.000 i forhold til sidste kommunalvalg i 2017. Dengang stemte 1.428 per brev - i år er tallet 2.454, og også her er der tale om markant flere stemmer end i 2013 og 2009.

Både Henrik Madsen og Pernille Wulff, der er valgansvarlig i Guldborgsund Kommune, fortæller, at interessen for at brevstemme på det nærmeste eksploderede efter statsministerens pressemøde om corona-situationen sidste mandag, 8. november.

Op til da melder begge valgansvarlige om en interesse for at brevstemme på niveau med sidste gang. Men så gik det stærkt.

- I mandags lå vi på 1.354 brevstemmer mod 1.334 på samme tidspunkt sidste gang, fortæller Pernille Wulff.

Dermed har næsten 2.000 vælgere stemt i løbet af de sidste fire-fem dage, indtil fristen udløb i fredags.

Samme melding lyder fra Henrik Madsen i Lolland Kommune.

- I løbet af sidste uge kom der markant flere, der ville brevstemme, og der var lang kø i fredags. Indtil da lå vi nogenlunde på linje med sidste gang, og for mig at se er pressemødet den oplagte forklaring på stigningen, siger han.

- Det vil lette presset lidt på valgstederne i morgen og give lidt mere plads, og det er jo en kæmpe gevinst i forhold til de forholdsregler, vi skal tage omkring coronasmitte, tilføjer han.

Henrik Madsen tilføjer, at det ikke kun er til kommunal- og regionsrådsvalget, at interessen for at brevstemme er større end normalt. Antallet af brevstemmer til ældrerådsvalget, som også finder sted i morgen, er ligeledes steget markant i Lolland Kommune fra 659 i 2017 til 1.100 denne gang.