Den kurdiske tv-station ROJ TV - der tirsdag blev dømt for at fremme terrorvirksomhed via sin sendeflade - kan efter alt at dømme fortsætte sine udsendelser i op mod et halvt år fremover.
Det fastslår formanden for Radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig.
Det er tv-nævnet, der har bemyndigelsen til eventuelt at inddrage ROJ TV's sendetilladelse, og hvis - og kun hvis - nævnet vælger at genoptage sagen mod ROJ TV, så vil sagsbehandlingen vare "et til to kvartaler", siger Christian Scherfig.
- En sag af denne karakter har selvfølgelig en meget høj prioritet. Og med det in mente, så vil jeg forvente, at det vil tage et til to kvartaler at behandle sagen, siger han.
Københavns Byret fastslog tirsdag, at tv-stationen fremmer terror og er et ukritisk talerør for den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der står opført på flere internationale terrorlister.
Desuden konstaterede byretten, at PKK reelt finansierede programfladen i flere år.
Alligevel kunne byretten ikke inddrage ROJ TV's sendetilladelse, fordi den danske lovgivning ikke åbner mulighed for det.
Det kan kun Radio- og tv-nævnet, der i øvrigt tager stilling til den slags på baggrund af lempeligere regler, end straffeloven lægger op til.
Desuden skal nævnet ikke tage stilling til spørgsmålet om, hvem der finansierer udsendelserne.
Det faktum, at ROJ TV på den ene side er dømt for at fremme terror, men på den anden side kan fortsætte udsendelserne har vakt røre i ind- og udland.
Og allerede onsdag aften bebudede justitsminister Morten Bødskov (S), at han straks ville undersøge, om der er huller i loven, som skal lukkes.
Den udmelding har Christian Scherfig ingen kommentarer til:
- Politikerne blander sig ikke i, hvad vi laver, og vi blander os ikke i, hvad de laver, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker