Naser Khader: Endelig fik man fat på ham

Endelig!

Sådan lyder den første reaktion fra den konservative politiker Naser Khader, som i årevis har fulgt kampen mod terror og islamister tæt.

- Det var da på tide, at man fik fat på verdens mest eftersøgte terrorist, siger han, efter at det natten til mandag kom frem, at det er lykkedes USA at dræbe al-Qaedalederen og terroristen Osama bin Laden.

Khader vurderer, at bin Ladens død også kan være terrorbevægelsen al-Qaedas død.

- Det her er måske dødsstødet til selve al-Queda. Bevægelsens egyptiske nummer to kan måske overtage, men han har ikke det netværk af rige mænd, som Osama bin Laden havde, og som kunne finansiere bevægelsen, siger han.

Naser Khader har fra morgenstunden fulgt med på arabisk-talende nyhedskanaler, og han hæfter sig ved, at de folkelige reaktioner i Mellemøsten har været afdæmpede.

- Vi kan se i de arabiske medier, at der ikke er mange ude og sige, at de er kede af det, og der er ikke folkemasser ude at sørge, siger han.

Blandt andet på den baggrund vurderer Khader også, at selvom Osama bin Laden var personificeringen af mellemøstlig terror, så er de igangværende demokratibevægelser i flere mellemøstlige lande vigtigere end bin Ladens død.

- Demokratibevægelsen i Mellemøsten har givet islamisterne baghjul, og de ved ikke, hvilket ben de skal stå på. Islamisterne troede, at når magthaverne blev væltet, så ville folk have dem. Men folkene vil have frihed og demokrati, siger han og fortsætter:

- Al-Qaeda er stadig farlig, men som ideologi er den islamistiske ideologi på retur. De er nok ikke færdige, men de er nede i knæ.

Naser Khader vil ikke udelukke gengældelsesangreb, men han vurderer, at al-Queda slet ikke er så stærke som for 10 år siden. Han går dog ikke så vidt som at aflyse kampen mod terror:

- Vi skal ikke slappe af med det samme. Det er ikke sådan, at nu kan vi afskaffe terrorlovene og reducere sikkerhedsberedskabet. Vi må se tiden an, siger han.

/ritzau/

Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, vurderer, at Osama bin Ladens død svækker al-Queda afgørende.

Offentliggjort Sidst opdateret