Nationalpartiet fortsætter trods 20.000 forældede erklæringer
Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad, er chokeret over Social- og Indenrigsministeriets afgørelse om at erklære mere end 20.000 vælgererklæringer ugyldige. Foto: Polfoto/Davali Philip
Polfoto/Davali Philip
Social- og Indenrigsministeriet har afvist 20.695 vælgererklæringer fra Nationalpartiet, oplyser partiet selv.
Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad, kalder det over for Ritzau en demokratisk skandale, at partiet har fået kendt mere end 20.000 vælgererklæringer ugyldige af Social- og Indenrigsministeriet.
Men beslutningen, som ifølge Kashif Ahmad er et "slag i maven", får ikke partiet til at stoppe kampen for at komme i Folketinget.
- Uanset hvor lang tid det tager, og hvor mange gange vi skal gøre det, så agter vi at fortsætte. Vi har en vigtig sag, og det er en vigtig stemme, der skal høres i debatten, siger han.
Ifølge Kashif Ahmad har partiet siden juli afventet en status fra it-leverandøren KMD på, hvor mange af partiets indsamlede vælgererklæringer, der er gyldige.
En status, der ifølge formanden er blevet forsinket flere gange frem til nu, hvor 20.695 vælgererklæringer er blevet erklæret ugyldige, fordi de udløber efter 18 måneder.
- Jeg troede ikke mine egne øjne. Det er ene og alene på grund af ministeriets fejl, mangler og forsinkelser, at vores vælgererklæringer er udløbet dag for dag, siger Kashif Ahmad.
- Jeg troede, man kunne finde en løsning og imødekomme os med en form for dispensation. Men da jeg så afgørelsen, tænkte jeg, at det var en spøg. Vi vil ikke acceptere det og agter at gå videre med sagen, siger han.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra ministeriet.
Partiet har tidligere kritiseret processen med vælgererklæringer, da den overgik til en digital løsning og ministeriet overtog håndteringen fra kommunerne.
Det er ifølge Kashif Ahmad problemer fra den proces, der nu gør, at erklæringerne er udløbet.
Nationalpartiet har nu blot 5384 gyldige vælgererklæringer. Det kræver 20.260 vælgererklæringer, hvis et parti skal opstilles til valg til Folketinget.
Afskaffelse af 24-års-reglen og tilknytningskravet, en revurdering af skolereformen, flere "varme hænder" i sundhedsvæsenet og afbureaukratisering af den offentlige sektor er blandt partiets mærkesager.
Nationalpartiet blev ikke opstillingsberettiget ved folketingsvalget i juni 2015. Dengang lykkedes det nemlig ikke at indsamle tilstrækkeligt mange af de såkaldte vælgererklæringer.
Derfor stillede partiet op med løsgængere, der dog ikke formåede at blive valgt ind. Blandt partiets kandidater var digteren Yahya Hassan, hvilket skabte stor mediebevågenhed. Han er dog siden blevet ekskluderet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde