Nato-besparelse koster Danmark dyrt

Danmark betaler en høj pris for at spare 380 millioner kroner på Nato's projekt - overvågningsprogrammet Alliance Ground Surveillance (AGS), skriver Politiken.

På papiret sparer Danmark 380 millioner kroner på projektet. Men Danmark

får intet ud af 30 millioner kroner, som er investeret i projektet. Desuden hæfter Danmark for 270 dages ekstra projektarbejde, fordi regeringen forlader aftalen før tiden.

Samlet risikerer Danmark at betale godt 50 millioner kroner uden at få noget udbytte. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) forsvarer beslutningen, som støttes af partierne bag forsvarsforliget.

- Der er tabte omkostninger ved at træde ud, og det er vi klar over. Men det har været nødvendigt, og derfor tager vi imod omkostningerne med åbne øjne, siger hun.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, indrømmer, at pengene er spildt.

- Men nu har vi sadlet om og prioriteret vores egne soldater, siger han.

Politisk koster beslutningen Danmark dyrt. Vore allierede er bekymrede over beslutningen, som kan skade Danmarks anseelse i Nato. Politiken har ringet til de 14 andre lande i AGS-projektet. Uden for citat udtrykker USA, Tyskland og Italien forbløffelse og skuffelse.

Det norske forsvarsministerium vil nu "vurdere konsekvenserne

af Danmarks beslutning". Andre små lande er bekymrede for projektets fremtid.

- Vi finder det sørgeligt, at Danmark trækker sig ud af AGS. Det er et projekt,

der beskytter soldaterne i felten, siger Luxembourgs Nato-talsmand, Stephan Müller.

/ritzau/

Det koster Danmark at spare 380 millioner kroner på et Nato-projekt. Forsvaret får intet udbytte af 30 millioner investerede kroner og må betale strafgebyr.

Offentliggjort Sidst opdateret