Naturfredningsforening: Aftale er skridt væk fra elendig natur
Miljøminister Lea Wermelin (S) præsenterer naturaftale, der sender knap 105 millioner kroner til mere sammenhængende natur i Danmark. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Maria Reumert Gjerding glæder sig over aftale om blandt andet etablering af to naturnationalparker i Danmark.
Et vigtigt første skridt på vejen mod mere sammenhængende natur i Danmark.
Sådan er reaktionen hos Danmarks Naturfredningsforening, efter at en politisk aftale om blandt andet to naturnationalparker fredag er blevet præsenteret.
- Naturen i Danmark har det elendigt, og det haster i den grad med en indsats, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.
- Derfor er det rigtig gode nyheder, at regeringen nu for alvor vil sætte i gang med at levere på et af de vigtigste naturløfter fra valgkampen, nemlig etableringen af de vilde naturnationalparker, siger hun.
Under valgkampen før folketingsvalget 5. juni sidste år lavede Socialdemokratiet sammen med SF et fælles naturudspil. Her indgik en målsætning om at etablere 15 vilde naturnationalparker.
S-regeringen har sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet indgået fredagens aftale med midler for knap 105 millioner kroner.
Naturnationalparkerne skal ligge ved henholdsvis Fussingø ved Randers og Gribskov i Nordsjælland.
Sidste år præsenterede den daværende VLAK-regering en politisk aftale om naturgenopretning ved Fussingsø.
- Det er positivt, at regeringen og støttepartierne fastholder Jakob Ellemann-Jensens (V-formand, daværende miljø- og fødevareminister, red.) aftale fra 2019 og samtidig kommer med nye initiativer.
- Det er rigtig godt, at vi nu får mere plads til naturen i områder, hvor det udelukkende foregår på naturens præmisser, for det er klart det vigtigste forhold til at få stoppet tabet af arter i den danske natur, siger Maria Reumert Gjerding.
Danmarks Naturfredningsforening kom i maj med udspillet "Naturlig grøn genstart". Her foreslog foreningen, at Danmark bør investere en milliard kroner om året over de næste tre år på at få genoprettet naturen.
Maria Reumert Gjerding understreger da også, at Danmark langt fra er i mål med at sikre naturen.
- Aftalen i dag er en begyndelse, men der er behov for en langt mere ambitiøs indsats i mange år, hvis vi skal vende biodiversitetskrisen.
- Derfor glæder vi os meget til at se regeringens forslag til en samlet, langsigtet naturpolitik, siger hun.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker