Nazi-støtte uvelkommen

Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse vil arbejde for bevarelse af små sygehuse. Men støtte fra den kant er uvelkommen hos Foreningen Nærsamfund.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi vil arbejde for styrkelse af lokalsamfundene og for at bevare de lokale sygehuse.

Citatet kan hentes i flere partiers valgprogram op til det kommende regionsvalg.

Det er Foreningen Nærsamfund fra Vestlolland glade for. Men glæden er ikke så stor, når det gælder partiet Danmarks Nationalsocialistiske bevægelse med nazisten Jonni Hansen i spidsen.

- Det giver et dårligt signal midt i diskussionerne om bevarelse af Nakskov sygehus, siger formanden for Foreningen Nærsamfund Kurt O S. Hansen.

- Vi er fuldstændig enige om, at de små sygehuse skal bevares. Men så hører enigheden også op, siger han, som har det skidt med Jonni Hansens parti. Det kunne skade vores sag på den måde, at alle ved hvad nazisten Jonni Hansen står for og det er helt uforeneligt med de grundholdninger, som vi har både i Foreningen Nærsamfund og i øvrigt også hovedparten af den danske befolkning, mener Kurt O. S. Hansen.

Ved sidste valg til Region Sjælland fik Jonni Hansen 611 stemmer. Han stiller i øvrigt også til kommunalvalget i Greve Kommune for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse DNSB.

Ved valget til regionsrådet i 2005 fik Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse 611 stemmer.

Jonni Hansen har så vidt vides ikke drevet valgkampagne på Lolland-Falster, men delte forleden valgprogrammer ud i Vordingborg.