Nej til ophold via job i vikarbureau

Det omstridte vikarbureau Asylbureau har tilsyneladende ikke succes med at skaffe ophold til afviste irakiske asylansøgere via vikarjob.

I hvert fald har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) stadfæstet et afslag på midlertidigt ophold i Danmark, som en afvist irakisk asylansøger med henvisning til et job i vikarbureauet havde søgt om.

- Udlændingeservice har givet nogen afslag. Og der har vi stadfæstet en i går. Et afslag, siger hun til Ritzau.

Asylbureaus metode går ud på at ansætte afviste irakere, der står til tvangsudvisning, og give dem en fast løn, som er stor nok til at åbne for midlertidigt ophold under den såkaldte beløbsordning. Derefter vil bureauet finde vikarjob til dem i forskellige virksomheder.

Integrationsministeren vil ikke forholde sig til, om metoden generelt ikke lever op til kravene. Enhver ansøgning bliver behandlet konkret.

- Men hvis man ikke har lovligt ophold i Danmark, og det har man ikke som afvist asylansøger, så har det helt undtagelsens karakter, at man overhovedet kan indgive en ansøgning. Og der vil holdningen være, at her er ingen særlige grunde. Hvis man så alligevel indgiver en ansøgning, så skal der være tale om reelt arbejde. Det skal man selv dokumentere, og den dokumentation har ikke været i orden i denne her sag, siger hun.

Hun understreger, at hun indskærper over for Dansk Røde Kors, der driver asylcentrene, at de skal undersøge, om asylansøgere har kvalifikationer som gør, at de kan få ophold i Danmark via andre ordninger - eksempelvis beløbsordningen, der fordrer et fast job til mindst 31.250 kroner om måneden.

- Men når man så har siddet i seks til otte år i et asylcenter og pludselig kommer og siger, at man er vikar i et vikarbureau uden at kunne dokumentere nogen form for uddannelse, så skal man altså have en meget god dokumentation. Så vil vi være meget påpasselige med at se, hvor beviserne er for at få den opholdstilladelse, siger hun.

Asylbureau har ifølge egne oplysninger sendt otte ansøgninger om midlertidigt ophold af sted.

/ritzau/

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har afslået ophold til afvist asylansøger med job i omstridt vikarbureau. Det skal være reelt arbejde, siger hun.

Offentliggjort Sidst opdateret