Nordiske ministre står bag Danmark i sag om Grønland
Lars Løkke Rasmussen sammen med Sveriges udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, der understreger ved pressemødet i Allinge, at Sverige bakker fuldstændig op om Danmark, når det kommer til spørgsmålet om USA's interesse for Grønland. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Sverige og Norge understreger ved NB8-møde opbakning til Danmark efter USA's "bemærkelsesværdige" udtalelser.
Der er masser af støtte at hente blandt Nordens udenrigsministre, når det kommer til spørgsmålet om USA's interesse for Grønland.
Det blev tydeligt ved dagens NB8-møde på Bornholm, hvor norske Esben Barth Heide og svenske Maria Malmer Stenergard understregede landenes opbakning til Danmark.
- Vi står 100 procent bag kongeringet Danmark. Hvad de ønsker at gøre med rigsfællesskabet er op til dem, siger Espen Barth Eide på pressemødet i Allinge.
- Vi ved ikke helt, hvad USA ønsker, men de er kommet med bemærkelsesværdige udtalelser. Vi står selvfølgelig bag Danmark og Grønland og fremtiden for Grønland er udelukkende op til dem, siger Maria Malmer Stenergard.
Hun siger, at hun også har videregivet den besked til hendes kollega Marco Rubio, den amerikanske udenrigsminister.
Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) takker ministrene for at give klar besked, og han fortæller desuden, at hans opfattelse er, at alle hans europæiske kolleger bakker op om Danmark i det spørgsmål.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange udtrykt interesse for at få Grønland på amerikanske hænder.
- Jeg tror, at vi ender med at få det. På den ene eller anden måde, har det blandt andet lydt.
I den forbindelse har den danske regering på flere måder tilkendegivet, at Grønland ikke er til salg, men at man er åben for at diskutere en større grad af amerikansk tilstedeværelse på verdens største ø.
Og Lars Løkke italesætter da også den amerikanske tilstedeværelse i Grønland ved pressemødet.
- De (USA, red.) har haft omkring syv forskellige militære installationer og baser i Grønland. Nu har de kun en. Det har ikke været vores beslutning.
- Det var amerikanernes beslutning, men det kan der laves om på. Vi er klar til at samarbejde, siger han.
Svenske Esben Eide opfordrer ligeledes til, at man arbejder sammen i Nato for at styrke sikkerheden i Arktis.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker