Nu er det slut med partilederdebatter i Folketingssalen
Det er slut med partilederdebatter i Folketingssalen. Her er det statsminister Mette Frederiksen (S) og Pia Olsen Dyhr (SF), der kigger hinanden i øjnene under en debat. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Debatform i Folketinget fra 2019, der skulle skabe levende og åbne diskussioner, bliver nu fjernet igen.
Siden 2019 har der været partilederdebatter i Folketingssalen, som befolkningen har kunnet følge med i. Men de afskaffes nu.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået informationen fra medlem af Folketingets Præsidium, som er Folketingets ledelse, Leif Lahn (S).
- Ordningen skulle evalueres, og udvalget skulle beslutte, om den skulle fortsætte eller ej. Den har ikke virket efter hensigten og derfor valgte et bredt flertal at afskaffe den, skriver Leif Lahn i en kommentar til Ekstra Bladet.
Det skortede ellers ikke på ambitioner, da partilederdebatten i Folketingssalen blev indført.
Den første løb af stablen den 15. januar 2019. Her lød det fra daværende formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF), at det var et forsøg på at lave en debatform, hvor "partilederne gør rede for partiernes holdning i stedet for den ofte fastlåste modsætning, hvor regering og oppositionen står over for hinanden":
- Det er mit håb, at vi får en levende og interessant debat med plads til spontanitet. Emnerne er ikke givet på forhånd, så det er op til de enkelte partiledere at bestemme, hvad de skal tale om, sagde hun til Folketingets hjemmeside i 2019.
Forinden havde Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten udtalt, at debatterne også skulle højne politikernes lave troværdighed.
Formen har været, at alle partiledere har haft tre minutter på stolen til at tale, hvorefter der har været plads til bemærkninger fra de andre partiledere.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned