Nu er valgstederne lukket
Foto: Lars Rasborg /Scanpix
Lars Rasborg /Scanpix
Valgstederne i hele landet er lukket klokken 20, og danskerne har dermed ikke flere chancer for at give deres mening til kende ved søndagens valg til EU-Parlamentet og folkeafstemningen om dansk deltagelse i den europæiske patentdomstol.
Ved valget har godt 4,1 millioner danskere kunnet stemme.
Hvorvidt stemmedeltagelsen lander på et højere niveau end ved seneste EU-parlamentsvalg i 2009, er forsat uvist.
To timer inden valgstederne lukkede - klokken 18 - havde 46,17 procent af vælgerne været forbi stemmeurnerne efter at have sat deres krydser, viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget hos kommuner og valgsteder i hele landet med i alt 338.175 stemmeberettigede vælgere.
Ved valget i 2009 havde 48,84 procent af vælgerne stemt på samme tidspunkt. Dermed tyder det på, at den samlede valgdeltagelse bliver en smule lavere end sidst, hvor det samlede resultat landede på rekordhøje 59,5 procent.
I alt 100 kandidater kæmper ved EU-parlamentsvalget om én af de 13 danske pladser i Bruxelles.
Det er ved 20-tiden fortsat for tidligt at gisne om, hvor mange mandater de forskellige partier vinder.
Danskerne har ligeledes skullet stemme om dansk deltagelse i den europæiske patentdomstol.
Domstolen er en del af en europæisk patentreform, som indeholder et nyt fælles patent, som vil gælde i 24 EU-lande, samt en patentdomstol, som bliver øverste myndighed i kopisager.
Den seneste tids meningsmålinger har tegnet billedet af et klart ja til dansk deltagelse.
Når danskerne har skullet stemme om patentdomstolen, skyldes det, at der ikke var tilstrækkeligt flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer, da loven blev vedtaget.
Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte imod lovforslaget, og da tilslutning til patentdomstolen betyder afgivelse af Danmarks suverænitet, kræver det ifølge grundloven en folkeafstemning.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker