Nu kan der stemmes til kommunal- og regionsvalg
Det er nu muligt at brevstemme til næste måneds kommunal- og regionsvalg. Billedet her er fra folketings- og EU-valget i 2019. Bemærk i øvrigt håndsprit-dispenseren i forgrunden. Det var ellers før, coronaen kom til landet. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Tirsdag blev der åbnet for at brevstemme til kommunal- og regionsvalget.
GULDBORGSUND Kommunal- og regionsvalget nærmer sig stille og roligt, og tirsdag, åbnede Indenrigs- og Boligministeriet for, at man kan brevstemme, hvis man ikke ønsker eller har mulighed for at møde op på valgstedet på valgdagen 16. november.
Lokalt i Guldborgsund Kommune betyder det, at man kan komme og afgive sin brevstemme på et af de lokale Borgerservice-centre eller biblioteker indenfor den betjente åbningstid frem til fredag 12. november klokken 16.00, som er sidste frist for at brevstemme.
Inden da vil der på Borgerservice på Hovedbiblioteket i Nykøbing desuden være udvidede åbningstider lørdag 30. oktober og lørdag 6. november fra klokken 10 til klokken 14 - og altså også fredag 12. november til klokken 16.
Man kan brevstemme i en hvilken som helst kommune, så man behøver ikke at vælge et af de lokale brevstemme-steder. For at få lov at brevstemme skal man huske at medbringe gyldig legitimation i form af eksempelvis pas, kørekort eller sundhedskort.
Hvis først man har stemt per brev, kan man ikke møde op på et valgsted på selve valgdagen for at stemme. Til gengæld kan man godt brevstemme igen - inden for fristen - hvis man fortryder sit valg, da det er den nyeste brevstemme, der gælder.
Fra 26. oktober bliver det også muligt at brevstemme på sygehuse, plejehjem, i fængsler med videre, hvis man opholder sig der, fremgår det af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Boligministeriet.
20 valgsteder
Hvis man vælger at møde op og stemme på selve valgdagen, vil der i lighed med tidligere være 20 valgsteder tilgængelige i Guldborgsund Kommune, men derfor er det ikke sikkert, at man skal stemme samme sted, som man plejer.
Blandt andet har kommunen sløjfet valgstedet på Østre Skole i Nykøbing, efter at der ikke længere er folkeskole på adressen. I stedet skal vælgere, der hørte til dette valgsted, stemme i Brydeklubben Thors lokaler på Gartnervej 3, oplyser Pernille Wulff, der er valgansvarlig i Guldborgsund Kommune.
Vælgere, der ved den seneste valghandling stemte i Vester Ulslev Forsamlingshus, rykker nu tilbage i vante rammer i Øster Ulslev Forsamlingshus. I Nørre Alslev er valgstedet flyttet fra Nørre Alslev Skole til Nordfalster Idræts- og Kulturcenter. Det vil i øvrigt også fremgå af det valgkort, man får tilsendt, hvor man skal stemme.
I lighed med det seneste folketingsvalg vil man også ved det kommende kommunal- og regionsvalg benytte digitale valglister i Guldborgsund Kommune. Det får ikke den store betydning for den enkelte vælger, udover at man ikke længere skal krydses manuelt af på en liste på valgstedet, når man møder op. I stedet vil ens valgkort blive scannet af personalet på stedet.
Hvad angår personalet, besluttede byrådet tidligere i år at åbne for, at administrativt personale fra kommunen kan blive udpeget til at være valgtilforordnede. Det skete ud fra et ræsonnement om, at partiforeningerne får sværere og sværere ved at finde det nødvendige antal valgtilforordnede i egne rækker.
Men ifølge Pernille Wulff ser det ud til, at man også denne gang kan finde det nødvendige antal i partiforeningerne.
Selv om coronarestriktionerne efterhånden hører fortiden til, er coronaen ikke forsvundet fuldstændig, og derfor er man i øjeblikket både på kommunalt og nationalt plan i fuld gang med at finde ud af, hvad man skal gøre for at minimere smitterisikoen på valgstederne.
- Vi forsøger at skabe coronavenlige rammer på alle 20 valgsteder, og vi vil selvfølgelig følge eventuelle nationale retningslinjer fra ministeriet, fortæller kommunens valgansvarlige, Pernille Wulff.
Kommunal- og regionsvalget finder som nævnt sted tirsdag 16. november.
Seneste artikler
Poolsommerhusejere sendt til tælling: Nu vil formand se fremad
Niels ovenpå bronzemedaljerne: - Det bliver svært
NFH vinder første bronze-medaljer: - Bundsolid defensiv præstation
NFH overløber Ikast og snupper DM-bronze
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Indsætter togbusser grundet akut sporarbejde
Kunde angreb ansatte i supermarked