Nu ser alle mod Marienborg: Tidligere rådgivere tvivler på bred regering

Det var ekstremt tæt, men da stemmerne til folketingsvalget var talt op natten til onsdag, kunne Mette Frederiksen (S) konstatere, at der på det snævreste var et rødt flertal. Nu er hun udpeget som kongelig undersøger. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fredag starter møderne om en ny regering på Marienborg. To personer fra tidligere statsministres inderkredse forudser lange og opslidende forhandlinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

I naturskønne omgivelser i det nordsjællandske danner Marienborg fredag ramme om en række for Danmark afgørende møder.

Her modtager fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) partiernes ønsker til en ny regering, og så kan de reelle forhandlinger om en sådan gå i gang.

Jacob Bruun, der er tidligere rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og var med i inderkredsen ved forhandlingerne om det, der blev en ren Venstre-regering efter valget i 2015, tegner forløbet op:

Mette Frederiksen vil formentlig tage til forhandlingerne med et par af partiets topfolk.

Dertil vil hendes nærmeste rådgiver, Martin Justesen, og en række andre embedsfolk formentlig også være med.

Som forhandlingerne skrider frem, vil forskellige ressortministre blive inviteret ind i lokalet.

- Skal de eksempelvis tale klima, vil hun tage fungerende klimaminister Dan Jørgensen (S) med.

Og det bliver en lang og opslidende proces, hvor der sideløbende vil blive holdt parallelsnakke de andre partier imellem, siger en anden, der har siddet med ved bordet, nemlig politisk kommentator Noa Redington.

I 2011 var han rådgiver for Helle Thorning-Schmidt og var med i de nærmest sagnomspundne forhandlinger i det sorte tårn, der endte med en S-R-SF-regering.

- Kan De Radikale spille et spil med Moderaterne og måske endda Venstre på nogle af reformspørgsmålene? Hvor meget pres kan de lægge på statsministeren?

- Det bliver opslidende, fordi ingen har en klar idé om, hvor det skal lande. Groft sagt kan man sige, at regeringen tabte valget, men Socialdemokratiet vandt. Så vi står i en flydende politisk situation, hvor det både kan blive en dreng, en pige, intetkøn eller noget helt fjerde.

I 2019, da Mette Frederiksen sidst skulle forhandle en regering og det, der endte med at blive et forståelsespapir, på plads, tog det knap tre uger, før mindretalsregeringen kunne præsenteres.

Det bliver noget mere udfordrende for forhandlingsleder Frederiksen denne gang, siger Jacob Bruun.

- Men selv om det bliver besværligt, vil regeringen være på plads inden juleaften.

Der tages hul på forhandlingerne om en ny regering på Marienborg, som er statsministerens embedsbolig. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Det skyldes, at der skal være vedtaget en ny finanslov inden nytår, men også, at statsministeren og forhandlingspartierne vil være presset af akutte problemer som stigende inflation, høje energipriser og lange ventelister i sundhedsvæsenet.

De fleste politiske kommentatorer tror ikke på en bred regering.

Muligvis kan Moderaterne komme med, men at V eller K skulle deltage, er usandsynligt, lyder forventningen, og Bruun tror da heller ikke på det.

- Der skal mange partier og mandater bag en midterregering. Ellers risikerer den hurtigt at komme i mindretal. S, SF, Radikale og Moderaterne kan lige akkurat gøre det. Ellers skal Venstre med.

Det samme vurderer Noa Redington.

Flemming Juul Christiansen er lektor på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har forsket i regeringsforhandlinger.

Forhandlingerne bliver nok til den lange side denne gang, siger også han.

De hidtil længste regeringsforhandlinger var i 1975. Her tog det fem uger og fire dronningerunder, før Anker Jørgensen fra Socialdemokratiet kunne sætte sig som statsminister.

Men faktisk er Danmark et af de lande, hvor regeringsforhandlingerne tager kortest tid, fortæller Flemming Juul Christiansen.

Det skyldes blandt andet den negative parlamentarisme. En regering kan godt sidde uden at have et flertal med sig, så længe der ikke er et flertal imod.

- Og der er ikke behov for, at partierne behøver at forhandle et samlet politisk grundlag, før regeringen bliver vedtaget, siger han.

/ritzau/

De sidste ti regeringsforhandlinger

* Valget 5. juni 2019: 20 dage - Mette Frederiksen (S).

* Valget 18. juni 2015: 10 dage - Lars Løkke Rasmussen (V).

* Valget 15. september 2011: 18 dage - Helle Thorning-Schmidt (S).

* Valget 13. november 2007: 10 dage - Anders Fogh Rasmussen (V).

* Valget 8. februar 2005: 10 dage - Anders Fogh Rasmussen (V).

* Valget 20. november 2001: 7 dage - Anders Fogh Rasmussen (V).

* Valget 11. marts 1998: 12 dage - Poul Nyrup Rasmussen (S).

* Valget 21. september 1994: 6 dage - Poul Nyrup Rasmussen (S).

* Valget 12. december 1990: 6 dage - Poul Schlüter (K).

* Valget 10. maj 1988: 24 dage - Poul Schlüter (K).

Kilder: Folketingets hjemmeside og danmarkshistorien.dk fra Aarhus Universitet.

/ritzau/

Overblik: Fra valgaften til forhandlinger

* Tirsdag afgav danskerne deres stemmer til folketingsvalget. Det endte med et smalt rent rødt flertal på akkurat 90 mandater. Lars Løkke Rasmussen (M) mistede rollen som kongemager, mens blå blok formentlig må indse, at statsministerdrømmen er knust. 103 mandater har peget på Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger - den, der får retten til at forsøge at lave en regering.

* Fredag lyder startskuddet til forhandlingerne. Her tager Mette Frederiksen imod partierne efter størrelse, hvor de vil fremlægge deres ønsker til en ny regering. Det sker i statsministerens embedsbolig, Marienborg.

* Trods det rene røde flertal agter Mette Frederiksen, der lige nu er fungerende statsminister, at danne en bred regering. Hun har tidligere luftet tanker om, at nogle af partierne bag det nationale kompromis om Forsvaret kan komme med - S, R, SF, Venstre og De Konservative. Men det er meget muligt, at også Moderaterne vil deltage.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu