Nu skal der ryddes op, mener vælgere

Siden valgplakaterne kom op for et par uger siden, har rigtig mange vælgere haft travlt med at holde sig orienteret om de opstillede kandidater. Foto: Anders Knudsen

Mange vælgere har sat sig godt ind i politikken, før de stemmer. Nogle går helt nye veje, i forhold til hvad de tidligere har gjort. Men hvad har været afgørende for deres valg?

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Miljø og natur, hjælp til udsatte børn og fremtiden for poolhuse i Marielyst er et lille udvalg af faktorer, som nogle vælgere finder afgørende for, hvor de sætter deres kryds i stemmeboksen i løbet af tirsdagen.

For nogle falder valget nemt. Andre har taget adskillige kandidattest. Nogle har måske stemt det samme år efter år. For andre er det blevet tid til at stemme noget helt nyt.

Folketidende har været på gaden og på sociale medier for at møde dagens vælgere og høre, hvad der har betydning for deres valg.

På facebooksiden Politik og Debat i Guldborgsund Kommune svarer Henrik Fich, at han har fulgt med i partiernes holdning til de store, nye sommerhuse i Marielyst.

- Selvom jeg er liberal af sind, går min stemme til et parti, der vil stemme for en anstændig løsning på "poolhus-gate" (læs: fysisk lovliggørelse).

Hos Claus Grahmdin har sagen om de ulovligt opførte poolhuse også en betydning for hans kryds:

- Natur, miljø og klima er de væsentligste emner når jeg sætter mit kryds. Men sætter det selvfølgelig ikke ved en kandidat, der vil sørge for, at det skal kunne betale sig at bryde love og regler - så kun kandidater der vil bekæmpe "Går den, så går den -holdningen" kommer i betragtning. Med andre ord - de der har meldt klart ud, at der skal ske en fysisk lovliggørelse af de ulovligt opførte poolhuse, skriver han i en kommentar på facebooksiden.

Forvirret førstegangsvælger

På Torvet i Nykøbing står en ældre herre og betragter det store juletræ, som netop er plantet oven på granitstenene. Han ønsker ikke at få sit navn i avisen, men han er ikke i tvivl om, at han skal stemme. Han ved også på hvem.

- Jeg plejer at stemme på det samme parti, og jeg stemmer som regel bare på partiet. Så må de selv finde ud af det. Så længe jeg har det godt om morgenen og kan stå op selv, betyder det ikke så meget, hvordan byrådet lige ser ud. Jeg synes, at der har været ret meget mudderkastning på det seneste, siger han.

Lidt senere kommer Sean Illner forbi med sine to venner, Tobias Tandrup og Simon Jundal. Sidstnævnte er førstegangsvælger og meget i tvivl om, hvem han skal stemme på. De to andre har derimod overgivet sig til kandidattest og hver især lavet tre forskellige.

- De gav alle sammen det samme resultat, så det er jeg egentlig tryg ved, siger Tobias Tandrup, der ikke går frygteligt meget op i politik.

Det gør Birgitt Bjerre til gengæld. Hun mener, at erhvervslivet, turismen og de frivillige har manglet en stemme i det nu gamle byråd.

- Alle partier vil det bedste for ældre, unge, børn, cykelstier, naturen og klima. Men jeg tror på, at De Konservative er økonomisk ansvarlige med fokus på velfærd for alle borgere. Jeg har savnet dem i fire år i byrådet.

Vibeke Nielsen giver sin stemme til en kandidat, der vil være med til at "rydde op på børneområdet i Guldborgsund Kommune", skriver hun på Facebook:

- Så børn og forældre bliver behandlet ordentligt her i kommunen og man ikke tænker i kroner og øre. Da man anbringer alt for mange børn i stedet for at hjælpe i eget hjem.

René Højgaard Frederiksen følger nyhederne dagligt, har taget flere kandidattest og været til et enkelt dialogmøde. For ham betyder handling - af den lovlige slags - en afgørende rolle, når en ny politiker skal vælges.

- Jeg stemmer efter de positive resultater som er leveret og de overbevisende visioner som er lagt frem - og ikke mindst i forhold til at man selvfølgelig følger de spilleregler, som alle andre borgere skal i dette land. Så ingen resultater og visioner samt konstateret brud på love og regler? Så får man ikke min stemme.

Fokus på landsbyerne

Carsten Madsen arbejder for at få en lokal stemme med til de fremtidige byrådsmøder.

- Mit kryds bliver sat ved en kandidat fra min egen by, Sakskøbing, så vi kan bryde den lokale centralisering, vi har i Guldborgsund kommune.

For Christina Juul Hansen har valget været let i år. Børn og unge er fremtiden, mener hun, og særligt ét parti har budskaber i den retning, som hun kan forholde sig til. Nemlig SF, hvor folketingsmedlem Jacob Mark har gjort indtryk på hende.

- Jeg kan bedst genkende mig i deres politik, især deres syn på vores børn/unge som er vores fremtid! Mit valg er på grund af Jacob Mark, som jeg følger rigtig tæt, håber vores egne SF i kommunen bliver mere synlige.

Valgstederne er åbne indtil klokken 20.00 tirsdag aften.