Nu vil Danmark gå efter Gadaffi

Den danske regering fik onsdag Folketingets velsignelse til en ny strategi i Libyen - en strategi, der går efter at få landets leder, Muammar Gaddafi, vippet af pinden.

- Vi ønsker, at få Gaddafi til at gå af, og det vil vi over de kommende tre måneder arbejde meget målrettet på, siger udenrigsminister Lene Espersen (K).

- Den strategi er nu på plads og vedtaget, og det er meget vigtigt, lød det fra udenrigsministeren efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Pointeringen af, at man fra dansk side udtrykkeligt ønsker Gaddafis afgang, er en skærpelse af retorikken. Faktisk har flere partier tidligere stået fast på, at man ikke bør blande sig i, hvem der leder landet.

Enhedslisten, der hurtigt trak sin støtte til missionen tilbage, mener, at Danmark med den nye strategi forbryder sig mod FN-mandatet til indsatsen i Libyen.

- Nu skal de danske fly hjem. Målet har aldrig været et regimeskifte, for det går videre end FN, siger partiets forsvarsordfører, Frank Aaen.

/ritzau/

Regeringen har fået Folketingets opbakning til at arbejde på at få Libyens leder, Muammar Gaddafi, fjernet.

Offentliggjort Sidst opdateret