Nu vil hun i byrådet

Cecilie Winther Kristensen (tv.), der privat danner par med René Christensen, stiller op til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune for Moderaterne. Privatfoto

Privat danner Cecilie Winther Kristensen par med René Christensen (M), men hun har også selv politiske ambitioner i Guldborgsund Kommune. Nu er hun en af kandidaterne til kommunalvalget, og særligt én sag ligger hende meget på sinde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilbage i februar skiftede Cecilie Winther Kristensen København ud med Falster.

Hun skiftede dog ikke blot adresse, men også politisk parti. Farvel til Dansk Folkeparti, hvor hun var suppleant til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommunes kommunalbestyrelse. Goddag til Moderaterne.

Da Folketidende talte med tilflytteren tilbage i februar, løftede hun lidt af sløret for sine politiske ambitioner.

Nu er gardinerne trukket helt fra. Nu er hun officielt en af Moderaternes kandidater til kommunalvalget næste år.

Du er relativt ny i Guldborgsund Kommune. Så hvordan vil du som nytilflytter sikre, at du forstår de lokales behov og bekymringer?

- Først og fremmest handler det om at komme ud, lytte og følge med i, hvad der sker. Men for at kommunen kan blive ved med at udvikle sig, tror jeg, det er vigtigt, at man får nye tanker ind, siger hun.

Flere grønne områder

Da hun steg ud af toget i Nykøbing, bemærkede hun, at luften var renere. Væk var den københavnske os, der omgiver storbyboerne.

Men på gåture i Nykøbing manglede der noget, kom hun frem til. Noget, hun blandt andet vil arbejde for, hvis hun vælges ind.

- Jeg savner lidt de grønne områder, hvor man lige kan sætte sig ned. Det synes jeg ikke rigtig, der er nok af. Det kunne være rigtig spændende at prøve af, siger hun.

Hun savner også, at kommunens arrangementer samles i en app eller på en hjemmeside, lidt som man har det i København.

- Jeg kan forstå de unge mennesker

Men på Cecilie Winther Kristensens politiske mærkesagsliste ligger børn og unge helt oppe. I en sen alder fik hun diagnosticeret ADHD, hvilket ifølge hende er en politisk styrke.

- Jeg kan forstå de unge mennesker, der synes, ting kan være lidt svært en gang imellem, siger hun.

Og et af de steder, hun politisk vil fokusere på, er folkeskolen.

- Det er ikke alle, der er lige gode bogligt, mange er i stedet gode til at bruge deres hænder og tænke kreativt. Hernede kan man se, at gennemsnittet ikke er så højt. Men de unge er ikke dårlige, men måske i stedet mere kreative. Hvis man kan tænke ind, at alt ikke skal passe i en boks, at man godt må være lidt skæv. Hvis man kunne være en kommune, som satte fokus på det, og hævede snittet derigennem, være en kommune, der gik foran på det punkt, så andre kommuner kunne tænke, "hvorfor gjorde vi ikke det?"

Danner par med viceborgmesteren

Folketidende har flere gange omtalt Cecilie Winther Kristensen, men det har ikke været på grund af hendes egen politiske karriere, men i stedet hendes partner, viceborgmester i Guldborgsund Kommune, René Christensen (M).

Hernede er du for nu mest kendt som René Christensens kæreste. Nu stiller I begge op for Moderaterne i Guldborgsund. Hvordan holder man privatlivet adskilt fra det politiske arbejde, når begge går efter at komme ind i byrådet?

- Jeg tror mere, at det er en styrke, at vi hjælper hinanden. Jeg ser nogle ting, som René ikke ser og omvendt. Men nogle gange skal vi også sige til hinanden, at nu går vi en tur, hvor vi ikke snakker arbejde og politik, siger hun.

Nogle gange skal vi også sige til hinanden, at nu går vi en tur, hvor vi ikke snakker arbejde og politik.

Cecilie Winther Kristensen

Udover René Christensen og Cecilie Winther Kristensen stiller Jesper Blomberg og Kristian Kremmer også op for Moderaterne til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune.