Ny aftale lægger loft på 1000 kroner på spilleglades bonusser
Der lægges et loft på bonusser på 1000 kroner, og der lægges begrænsninger på, hvor mange gange bonusbeløbet kan spilles igennem, før man kan trække pengene ud igen. Foto: Nanna Kreutzmann/arkiv/Ritzau Scanpix
Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix
Flere partier er enige om et loft over spilleselskabernes bonusser til nye kunder for at forhindre ludomani.
De seneste år er det danske spilmarked blevet liberaliseret. Men nu trækker politikerne i håndbremsen med en ny aftale, der skal begrænse spilbonusser og gøre dem mere overskuelige.
Der lægges et loft på bonusser på 1000 kroner, og der lægges begrænsninger på, hvor mange gange bonusbeløbet skal spilles igennem, før man kan trække pengene ud igen. Det må ikke være højere end ti procent.
- Liberaliseringen af spilmarkedet har været en succes, som har betydet, at vi har fået et ureguleret marked under kontrol, mens danske spillere har kunnet vælge frit og sikkert mellem forskellige spilmuligheder.
- Samtidig skal vi naturligvis gøre, hvad vi kan, for at undgå, at spillere udvikler spilafhængighed. Derfor er jeg tilfreds med dagens brede politiske aftale, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.
Der etableres en hotline hos Spillemyndigheden til afhængige, der ønsker hjælp. En brugers inaktivitet på spilsiden må ikke føre til, at spiludbydere udvælger vedkommende til at modtage et bonustilbud.
Spillere skal fastlægge en daglig, ugentlig eller månedlig grænse for indbetaling, inden de kan begynde at spille.
Spiludbydere får pligt til at være opmærksomme på unormale spilmønstre og får mulighed for at indføre software, som kan hjælpe med at identificere dem.
Bag aftalen står regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Aftalen glæder skatteordfører Jesper Petersen (S).
- Det er vigtigt, at der laves en skærpet regulering af spilmarkedet og et loft over de vildtvoksende bonustilbud, som eksperter peger på, er med til at udløse mere ludomani og spilafhængighed, siger han.
En ting, som Socialdemokratiet ikke er kommet igennem med, er flere penge til behandling og forebyggelse. Men skatteordføreren er alligevel godt tilfreds.
- Det, vi skal opnå, er, at alle dem, der spiller for sjov, kan blive ved, men nu får vi også en øget regulering, så vi forebygger den stigning af spilafhængighed, der desværre er, og det får vi med dagens aftale, siger han.
Mulighederne for at spille samt udbuddet af spil er blevet større, men alligevel spiller færre om penge i 2016 end ti år før. Det viste en undersøgelse i 2016 fra Vive, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Udbredelsen af spilproblemer er mindre i Danmark end i Norge, Finland og Storbritannien.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde