Der er bred tilfredshed blandt forligspartierne bag den nye bankpakke, bankpakke III, der skal afløse bankpakke I, når denne udløber den 30. september.
- Med forslaget sikrer vi helt almindelige menneskers indeståender, også efter den 30. september. Der er sikkerhed omkring, at når man placerer sine penge i en bank, så er de sikret i tilfælde af, at en bank går konkurs, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til Ritzau og tilføjer:
- Det giver den gunstige situation, at branchen nu selv overtager ansvaret og alle forpligtigelser. Det her kommer ikke til at koste skatteyderne en eneste krone eller euro.
Med den nye bankpakke gør forligspartierne op med bankernes og bankkundernes nuværende statsgaranti og erstatter den med en såkaldt indskydergaranti på 750.000 kroner per kunde.
- I tilfælde af konkurs vil den almindelige bankkunde, der har under 750.000, vil ikke opleve nogle ændringer. Mens man for dem med over 750.000 vil lave en vurdering af, hvor mange værdier der er tilbage i banken, og så vil man føre de penge over, man kan, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.
Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, er ligeledes tilfreds med modellen, "hvor det er banksektoren selv, der skal betale regningen og rydde op, hvis et pengeinstitut går ned".
- Det skulle meget gerne gøre, at bankerne får en interesse i at hjælpe hinanden og rydde op i pengeinstitutsektoren, inden et pengeinstitut bliver nødlidende, siger han.
Også De Radikale og Socialdemokraterne er tilfredse med aftalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker