Ny formand fortsætter Jonni Hansens stil

Den nye formand for Det Nationalsocialistiske Råd i Danmark, Esben Kristensen, har ikke planer om en stor omvæltning af bevægelsen, efter at han lørdag overtog formandskabet fra Jonni Hansen.

- Vi fortætter stort set som hidtil. Den største forandring bliver nok det nye ansigt, siger Esben Kristensen til Ritzau.

- Der er aktiviteter med en hjemmeside og en radio, som kører. Det bliver noget i samme stil, fortætter Esben Kristensen, der betegner det kommende arbejde i bevægelsen som "en fælles opgave".

I 2005 forsøgte Jonni Hansen sig som nationalsocialisternes kandidat ved kommune- og regionsvalget i Greve Kommune og Region Sjælland. Hans afløser vil ikke afvise, at han kaster sig ud i et tilsvarende forsøg.

- Det kan ikke udelukkes. Det kunne sagtens tænkes, at vi fortsætter med at stille op til lokalvalget, siger Esben Kristensen.

Tilbage i 2001 blev Esben Kristensen dømt for at have overtrådt racismeparagraffen, da han råbte "nigger" efter Sydafrikas præsident Thabo Mbeki under et besøg i Danmark.

Tidligere var Esben Kristensen blevet idømt 40 dages fængsel i Østre Landsret i Aalborg. Dengang blev han dømt for at have svunget truende med en økse efter en mand, der forsøgte at komme ind til et hus, som bevægelsen ikke længere ejede i Nørresundby.

Spørgsmål: Kunne du forestille dig, at noget lignende kan ske, efter at du er blevet formand?

- Det håber jeg sandelig ikke, siger Esben Kristensen.

/ritzau/

Jonni Hansens afløser som formand for de danske nationalsocialister har ikke planer om den store revolution.

Offentliggjort Sidst opdateret